Rapport om debatten i Huset for Europæisk Historie om "Europæisk kolonialisme, en fortid?"

En historie, der endnu ikke er blevet afsløret

Debatten startede med påstanden om, at kolonifortiden bør forstås som en fælles historie. Valika Smeulders forklarede, at koloniarven i Nederlandene var fraværende og nægtet. Men i det nederlandske Caribien kan det ikke ignoreres. "I Caribien har du ikke valget. Det er en fælles arv. Du kan ikke virkelig undslippe det ", sagde historikeren. Dette skyldes, at koloniarven i høj grad er knyttet til opbygningen af en fortælling, som nutidens multietniske samfund er rodfæstet i. Det kræver imidlertid en stor indsats at gøre denne arv synlig i europæiske lande som Nederlandene, og det er grunden til, at denne debat er så polariseret.

Den manglende bevidsthed om kolonialarven i Europa kan til dels forklares ved, at kolonihistorien i lang tid primært var en økonomisk og politisk historie. Ved f.eks. at sætte spørgsmålstegn ved, hvilken procentdel af et lands BNP der stammer fra dets oversøiske territorier, fokuserede de europæiske historikere på sig selv. I tyve år begyndte de sociale og kulturelle aspekter af kolonihistorien imidlertid at tiltrække mere opmærksomhed, hvilket bidrog til at genvinde de koloniserede menneskers erfaringer.

Selv om kolonialismens historie også længe har været domineret af militære erobringer og politiske og diplomatiske spørgsmål, understregede Amandine Lauro interessant nok, at de dominerende aktører i disse fortællinger altid er mænd. Hun nævnte den nuværende eksistens af belgiske og franske postkoloniale aktivistbevægelser, der ledes af kvinder, som rejser spørgsmålet om nutidige køns- og raceformuleringer, og hvordan det kan spores til kolonialtiden. "Det er klart, at alle disse spørgsmål om køn og seksualitet stadig er meget aktuelle, navnlig på grund af den måde, hvorpå de er blevet anvendt i de to hovedlinjer i argumentationen og begrundelsen for koloniprojekter, nemlig definitionen af den såkaldte" civiliserende mission "og definitionen af racekategorier og hierarkier. Alle disse spørgsmål blev klart brugt til at hævde den såkaldte "bagvaskelse" for oprindelige folk, og de blev også bygget som uoprettelige punkter for forskelle mellem os og dem. De var et grundlag for udstødelse. " Selv om kolonialismens indvirkning på køn og seksualitet langsomt kommer ind i det offentlige rum og de almindelige medier, bemærkede Lauro, at den sjældent behandles på institutionelt plan. 

Betydningen af koloniarven i den europæiske kultur

Ifølge Smeulders er der forskelle mellem museerne med hensyn til deres håndtering af integration af koloniarv. Antropologiske museer tager emnet til sig, "fordi de er museer, der altid har præsenteret fortællingen om" Andet "... De moderne kunstmuseer beskæftiger sig også med det temmelig hurtigt, fordi man let kan bringe nutidens kunstnere og give dem ordet. Du behøver ikke at ændre din egen uddannelse og din egen måde at se den på. " I sidste ende er de historiske museer dem, der kæmper mest med koloniarven, fordi " de beskæftiger sig med den faste fortælling, som virkelig er vanskelig at skabe forandring i. "

Gæstetalere drøftede, hvordan Huset for Europæisk Historie håndterer europæisk kolonialisme. I den permanente udstilling går de besøgende gennem et galleri, hvor de europæiske industrielle og tekniske fremskridt i det 19. århundrede præsenteres parallelt med etableringen af kolonistyre i oversøiske territorier, udnyttelsen af mennesker og ressourcer og udviklingen af raceteorier, der har givet imperiel ideologi en fordel. For Lauro er det vigtigt, at "elementerne i kolonihistorien ikke blev sat i noget hjørne, men at de var på et centralt sted". Hun henviste mere specifikt til fremvisningen om den europæiske arv, hvor slaveri og kolonialisme er blandt de 14 elementer, der er fremhævet som centrale elementer i den europæiske kultur. Jakob Vogel bemærkede endvidere, at Huset for Europæisk Historie har en begrænset definition af europæisk imperialisme. Siden museets fortælling begynder i det 19. århundrede, omfatter den ikke tidlige spanske og portugisiske koloniprojekter. Han forklarede, at man bør huske på, at "en masse stereotyper om det ikke-europæiske" Andet "allerede var blevet formet inden det 19. århundrede."

Historien om afkolonisering er også afgørende for at forstå de koloniale stereotypers vedholdenhed. Som Vogel påpegede, opstod der i perioden efter uafhængigheden nye diskurser om kolonialisme, hvor den antikke tendens stadig var fremherskende. "Tag f.eks. historien om Babar. Det er en fantastisk bog, men også en koloniel historie, der viser civiliserede elefanter. Vi bør huske på, hvor vedholdende og vigtig denne arv er i vores kultur. " Det er afgørende i uddannelsessammenhæng og i forbindelse med skoleprogrammer at tage disse udfordringer op. Selv om der forskes mere og mere i afrikansk historie og kolonialisme, anerkendte historikerne en generel modvilje mod at integrere dette emne som en del af undervisningen i Europas historie. Lauro fremførte, at kolonialisme bør medtages i vigtige historiske episoder såsom de to verdenskrige, oplysningstiden, den industrielle revolutions historie eller kapitalismens historie.

Diasporaens rolle

En anden vigtig del af koloniarven er den rolle, den spiller i dannelsen af diasporaidentiteter. Da caribiske folk ankom til Nederlandene, forklarede Smeulders: "De stødte ikke blot på benægtelsen af deres fælles historie, men også nægtelsen af deres identitet som en del af den nederlandske konge". I dag ledes mange lokale initiativer, der beskæftiger sig med anerkendelse af koloniel fortid i Europa, af medlemmer af diasporaen. Sådanne projekter, som er udbredte i de tidligere kolonier, har generelt en interessant bottom-up-tilgang. Et godt eksempel er bevægelsen "Rhodos Must Fall" i Sydafrika, som blev skabt af studerende, der kæmper for afkoloniseringen af uddannelsessystemet.

Smeulders arbejder i øjeblikket på en kommende udstilling om slaveri og Nederlandene på Rijksmuseet. Hun sagde, at sådanne projekter er komplicerede at gennemføre på grund af vanskelighederne med at finde genstande om historien om modstand og afskaffelsen i Caribien. I modsætning til Det Forenede Kongerige og Frankrig, som har meget større samlinger, der omfatter kunstværker, der afbilder slaveri, fandtes en sådan repræsentation ikke i Nederlandene. Som følge heraf ser landet stadig sig selv som en lille, uskyldig og på en eller anden måde tolerant nation. "Det er sværere at opbygge en inklusiv fortælling, når du ikke har nogen genstand. Det er svært at tale om noget, som folk aldrig har benægtet. "

Et emne, der står over for modstand

Ifølge Lauro er det belgiske forhold til sin koloniale fortid paradoksalt. På den ene side har Belgiens kolonialisme været den mest kritiserede på grund af den massive vold i den tidlige koloniperiode under Leopoldianregimet og de forbrydelser, der blev begået under afkoloniseringsprocessen. På den anden side er Belgien et af de mindst kritiske europæiske lande, når det gælder kolonihistorie. "Det er ofte blevet sagt, at Belgien i 60'erne, 70'erne og 80'erne oplevede en koloniamnesi, men jeg mener, at det snarere er et problem med ikke at lytte — og at bringe dem til tavshed". 

Praksis med "sorte ansigter" i Belgiens folklore, som for nylig har tiltrukket sig stor international opmærksomhed, viser, at "Belgien støder på et politisk problem, der var forbundet med benægtelse af racediskrimination og kolonivold", forklarede Lauro. Da der kun undervises meget lidt i Belgiens kolonihistorie i skolen, kæmper folk for at forbinde sort ansigt med racediskrimination og konteksten for koloniens fortid. 

I dagens Europa er der et politisk behov for at bekæmpe volden fra koloniens fortid og den sociale udnyttelse, der var knyttet til kolonialstyret. Ifølge Vogel er "En af årsagerne til, at det er vanskeligt at løse disse spørgsmål, skyldes, at der stadig er en betydelig mængde kolonial nostalgia. Tænk på antallet af koloniale byer, der har dannet verdensarvssteder i hele verden. På en mærkelig måde integrerede de lokale indbyggere på en eller anden måde denne koloniale fortid som en del af deres egen identitet. Historien om virkelig komplekse spørgsmål. " Han nævnte også, at kolonialnostalgien i brexit i Storbritannien er meget til stede i en bestemt elite. Idéen om, at europæerne bragte modernisering til resten af verden, udgør fortsat en fælles forståelse. Disse fortællinger, der allerede er blevet fæstnet i kolonitiden, er vanskelige at slette.

Denne debat afslørede, hvorfor det er afgørende, at Europa engagerer sig i denne vanskelige fortid, og at vi bør udfordre disse fortællinger, der fortsat romantiserer kolonialismen og præsenterer den som noget, der ikke var så skadeligt, og som omfattede positive sider. Anerkendelse af koloniarven i vores moderne samfund er et afgørende skridt i den lange proces med afkolonisering af europæiske tanker.