"Karte blanche" -ture: kreative og uvidende tanker overtager museets fortælling
Af Blandine Smilansky
Ved at gå rundt i Huset for Europæisk Historie om eftermiddagen lørdag den 27. oktober kunne du have hørt en estisk folklorisk sang, der blev spillet i det 19. århundredes gallerier, og overværede besøgende, der rejste et enormt banner på romansproget i udstillingens sektion om Europas sproglige mangfoldighed. Dette er det kreative resultat, når du beslutter at overgive fortolkningen af en omhyggeligt tilpasset fortælling om europæisk historie til de unikke stemmer, som kunstnere og forskere fra hele Europa har givet udtryk for. De havde først opdaget museet dagen før, men gav alligevel rundvisninger til den permanente udstilling og belyste museets fortællinger med deres mange visioner og overbevisninger om Europa, dets nationer, dets befolkning og deres forbindelse til fortiden.
Huset for Europæisk Historie arrangerede disse "karte blanche" -ture i forbindelse med BOZAR's konference "Revolution er ikke et haveparti" på 30-årsjubilæet i 1989.
"Det er en virkelig produktiv situation at reagere hurtigt på en udstilling på denne måde (...)", sagde en af gæsteguiderne. "Museet dækker så meget historie og så mange relevante spørgsmål, at der er så mange mulige ruter, du kan tage." Og samtidig sagde en anden gæst, "så mange perspektiver mangler stadig", som er nødt til at komme i billedet på den ene eller anden måde, hvis museet ønsker at leve op til sin ambition om at øge en kritisk og kompleks forståelse af europæisk historie.
"Kunstner"
Tamara Moyses, en tværfaglig kunstner med base i Prag, der bruger begrebet "kunstner" til at beskrive sine handlinger i det offentlige rum, fandt i museets afsnit "Memory of the Shoah" en historie, der var stærkt værdsat med hendes arbejde. En række dokumenter viser, hvordan mindet om Babi Yar, et sted, hvor 33,000 ukrainske jøder blev myrdet i 1941, havde til hensigt at blive slettet af det regerende kommunistiske parti i 1950'erne med opførelsen af en kultur- og rekreationspark. I 2015 gennemførte Tamara sammen med sin kunstgruppe Romane Kale Panthera (Romani Black Panthers) en "guerillaaktion" ved navn "Happy Pork from Lety" ("Veselý vepřík z LetHongkong") i et forsøg på at henlede offentlighedens opmærksomhed på, at en svineavlsbedrift stadig stod på mindesmærket Romani Holocaust i Písek. Gruppens medlemmer satte mærkater på svinekød til salg i et supermarked i Prags kvarter Holešovice med følgende ordlyd: "Fremstillet af svin, der er opdrættet over graverne fra ofrene for holocaust. Ikke kogt."
Højnelse af den nationale selvbevidsthed
Kristina Norman, hvis tværfaglige arbejde undersøger det potentiale, som moderne kunst tilbyder i forbindelse med erindringspolitik, gav en levende præsentation af Estlands rolle og deltagelse i den større europæiske historiske fortælling. Hun præsenterede sit seneste stykke "Bring Back My Fire Gods" (2018), en filmet, stedspecifik optræden, der blev udført på Song Festival Grounds i Tallinn, et sted, der var symbolsk på national befrielse og løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1991. Kunstværket afslører de midler, der anvendes til at bygge en nation. På samme måde viser Huset for Europæisk Historie, hvordan litteratur og sprog var vigtige elementer i udviklingen af national selvbevidsthed i det 19. århundrede. Kristina talte om den rolle, som de baltiske tyskere spillede i forbindelse med fremstillingen og udbredelsen af det estiske nationale epic poem "Kalevipoeg", der udstilles af museet, og mere generelt med hensyn til at forme den estiske nationale identitet. Hun argumenterede for en forståelse af enhver (national) kultur som en "samkultur" og advarede mod fristelsen til kulturel udstødelse, som alle nationer har, f.eks. i Estland med landets enorme russisktalende mindretal.
"Den Europæiske Union taler romaerne!"
Martin Zet, en visuel kunstner og udøvende kunstner fra Tjekkiet, talte om sprog, bogstaver og den betydning, de giver den verden, vi lever i. Han fandt inspiration i museets Vortex of History, en 25 meter høj metalinstallation, der spænder over seks gulve, hvor bogstaver af alle slags størrelser og stilke svømmer og snoede sammen med citater, der går ned i udstillingsområdet. Foran udstillingens væg af ordbøger — hvor man kan finde flere europæiske sprogkombinationer og tilbage til Rem Koolhaas "enorme boginstallation — lancerede Martin sin "ustrukturerede kampagne" kaldet "Den Europæiske Union taler Romani!" Han engagerede besøgende i at tænke på følgende: Hvorfor ikke vælge Romani, et sprog, der aldrig har været forbundet med noget europæisk statsligt system, men er til stede i hele Europa som det næste officielle EU-sprog og arbejdssprog?
Maja og Reuben Fowkes, kunsthistoriere og kuratorer med base i London, samlede deres to særskilte stemmer i en dialog med Huset for Europæisk Histories fortælling. De fremhævede med stor tydelighed, hvordan historiske processer såsom den industrielle revolution eller den europæiske integration, som præsenteres i udstillingen, får en ny betydning, når man ser på nutidens sociale hensyn såsom miljø eller køn.
Jiří Priban, professor i jura ved universitetet i Cardiff, tog sin gruppe på en fascinerende rejse gennem Europas fedthed og elendighed i det 20. århundrede, hvor der blev skabt forbindelse mellem folks almindelige oplevelser, begyndende med sig selv, og de store forstyrrelser i tiden. Han viste, hvordan menneskelige grusomheder og resultater eksisterer side om side i historien, og hvordan kultur og barbarianisme aldrig ligger så langt fra hinanden, som vi gerne tænker. Jiří afsluttede sin tur foran videooptagelserne i 1989, hvor han omtalte sine erfaringer som en ung lærer af de store forandringer, der fandt sted dengang.
Afsluttende overvejelser den 1989
Carte blanche-rundvisningerne var stærke erklæringer i dialog med Huset for Europæisk Histories fortælling. De fremhævede, hvor nødvendigt og stimulerende det er at fortsætte med at sætte spørgsmålstegn ved fortiden og vores forhold til den. 30 år efter begivenhederne i 1989 i Central- og Østeuropa kunne det på en eller anden måde følte sig som dristig kreativitet og fri tænkning, hvilket stadig kan bidrage til at skabe nye politiske og sociale forhold. Med Jiří Pribans ord var det, der kunne høre i Huset for Europæisk Historie og i BOZAR i denne weekend, "bestemt ikke 1989 nostalgia, men en masse restløse souler og hjerter, der jagtede efter en revolution."
