Projektet "Remherfra. 23. august "har til formål at fremhæve ofrenes erindringer om totalitære regimer gennem individuelle historier. Den indeholder fem film og fem biografier af mennesker fra forskellige lande med forskellig baggrund. Projektet organiseres af det europæiske netværk for historiebevidsthed og solidaritet i samarbejde med det polske institut i Bruxelles, med det tjekkiske center Bruxelles, Balassi-instituttet i Bruxelles og Huset for Europæisk Historie som partnere.
Den 23. august på årsdagen for Molotov-Ribbentrop-pagten observeres den europæiske mindedag for ofrene for totalitære regimer. Det var på denne dag i 1939, at en aftale mellem Nazi Tyskland og Sovjetunionen åbnede gaten for Anden Verdenskrig og alle former for totalitære voldshandlinger: fra tvungen migration over slavearbejde og krigsforbrydelser til folkedrab, herunder en begivenhed uden fortilfælde i verdenshistorien — holocaust.
Den 23. august genoptager mindet om millioner af dem, der blev ofre for totalitære regimer, herunder indsatte i nazistiske koncentrationslejre, dødslejre, sovjetiske gulags og Stalinistiske fængsler. Ved at dyrke erindringen om ofrene for nazismen, stalinismen og alle andre totalitære ideologier bestræber vi os på at fremstille ofrene ikke som en anonym kollektiv, men som personer med deres egne særlige historier og skæbne.
Film: (https://youtu.be/Ncou5M6uqVw)
Kazimierz Moczarski blev født i Warszawa i 1907. Han tog juridisk kandidateksamen fra universitetet i Warszawa i 1932 og havde aftjent værnepligt. Efter at have afsluttet sine studier på universitetets journalistskole tog Moczarski til Paris for at studere international ret ved Institut des Hautes Études Internationales i to år. Senere arbejdede han i socialministeriet med ansvar for lovgivning om arbejdsvilkår.
Under den tyske besættelse var Moczarski aktivt medlem af den tyske hær og arbejdede i Bureau of Information and Propaganda som chef for efterforskningsafdelingen i modstanden. En af de handlinger, han arrangerede, var at overtage et dusin fanger fra et bevæbnet hospital i juni 1944. Under opstanden i Warszawa var han ansvarlig for en af de fire radiostationer, han selv oprettede, og for at blive redaktør af Wiadomości Powstańcze(opstand News — dagbladet for opstanden). Han fik dengang tildelt det gyldne Fortjenstkors for sin aktivitet. Efter tyskernes totale ødelæggelse af Warszawa aktiverede Moczarski på ny den hjemlige hærs informations- og propagandacentre i Krakow og Częstochowa.
I august 1945 blev Moczarski arresteret af de nye kommunistiske myndigheder, der iværksatte en kampagne for at udrydde enhver potentiel opposition. I 1946 blev Moczarski idømt ti års fængsel, senere nedsat til fem år. I 1949, da stalinismen var på sit højeste, blev der indledt en ny runde afhøringer mod Moczarski, og endelig blev han dømt til døden i 1952. I et brev til domstolen opregner Moczarski 49 torturmetoder, der er anvendt mod ham. Hans indeslutning med den tyske leder Jürgen Stroop i denne periode var en af de metoder, der blev anvendt af hans undertrykkere, der forsøgte at bryde hans vilje. Moczarski nævner Stroops gåture, pakker hjemmefra, personlige biblioteker og retten til at modtage og sende breve, alle de privilegier, der nægtes ham. Efter Stalins død i 1953 blev Moczarski idømt livsvarigt fængsel, men han blev ikke informeret herom i yderligere to et halvt år.
I april 1956 blev Moczarski løsladt efter at have tilbragt elleve års fængsel og løsladt seks måneder senere. Efter sin løsladelse arbejdede Moczarski som journalist i mange år. Han gjorde også beklageligt brug af margenerne for den tilgængelige frihed til at kæmpe for forskellige sociale årsager. I 1968 blev han fjernet fra sit job, da han talte for sine jødiske kolleger på det tidspunkt, hvor kommunistpartiet iværksatte antisemitisk rensning.
Kazimierz Moczarski døde i 1975.
Den berømte polske digter Zbigniew Herbert dedikerede sit digé "Co widziałem" (hvad jeg var vidne til) til Kazimierz Moczarski. (via Kazimierz og Zofia Moczarski Foundation)
Film: (https://youtu.be/D8qlbH84ohE)
Milada Horáková blev født i Prag i 1901. Hendes far ejede en blyantfabrik. Hun gik til en gymnasial skole i Prag under Første Verdenskrig, og derefter påbegyndte hun studier ved det juridiske fakultet ved Charles Universitet, præcis tre år efter Den Tjekkoslovakiske Republiks fødsel. Hun afsluttede sin uddannelse i 1926 og blev direktør for velfærdsafdelingen i Prag byråd. Hun blev medlem af det centrale tjekkoslovakiske nationalsocialistiske parti samme år. Siden da har hun også været aktivt medlem af forskellige grupper med fokus på unge og kvinders rettigheder.
Da besættelsen af Tjekkoslovakiet begyndte i 1939, sluttede Milada Horáková og hendes mand Bohuslav Horák sig til modstandsbevægelsen og blev begge arresteret af Gestapo i 1940. Horáková blev fængslet i Gestapo-fængslerne Pankrác og Little Fortress Terezín. I 1944 blev hun idømt otte års fængsel. Hun blev efterfølgende sendt til koncentrationslejren Ainach nær München, som blev befriet af de allierede styrker i maj 1945, hvorefter hun straks vendte tilbage til Prag.
Horáková tiltrådte igen Det Nationale Socialistiske Parti og blev medlem af parlamentet, indtil den kommunistiske magtovertagelse i februar 1948, hvor hun trådte tilbage fra sin stilling. Hun var snart involveret i bestræbelserne på at genetablere demokratiet sammen med andre tidligere medlemmer af Det Nationale Socialistiske Parti.
Milada Horáková blev arresteret af det kommunistiske hemmelige politi i september 1949 sammen med mange andre tidligere medlemmer af ikke-kommunistiske politiske partier og med hjælp fra to sovjetiske "rådgivere" om at forberede en sag mod dem. Selv om hun var tvunget til at tilstå nogle af de påståede "forbrydelser", forsøgte hun modigt at forsvare sig selv og sine medtiltalte under retssagen. Retssagen mod Milada Horáková og tolv andre blev indledt den 31. maj 1950. Det var et demonstrationsforsøg baseret på sovjetiske forsøg, der fandt sted under Stalins udluftning i 1930'erne. Den 8. juni 1950 blev Horáková og tre af hendes medtiltalte dømt til døden. På trods af opfordringer fra folk som Winston Churchill og Albert Einstein om tilbageholdenhed bekræftede Tjekkoslovakiets præsident, Klement Gottwald, deres domme.
I det sidste brev til hendes 16-årige datter inden henrettelsen skrev hun: "Da du er klar over, at noget er retfærdigt og sandt, så være så resolut, at du er i stand til at dø for det." om formiddagen den 27. juni 1950 blev Milada Horáková henrettet ved hængning. I efterfølgende retssager baseret på samme model blev mere end 6 hundrede personer dømt i hele landet, herunder ti, der fik dødsdomme.
Under foråret i Prag i 1968 blev hun og hendes medtiltalte fritaget. På grund af invasionen af Warszawapagten i august 1968 blev fritagelsesprocessen ikke afsluttet. Endelig blev Milada Horáková et år efter fløjlsrevolutionen i 1989 fritaget for anklagerne. I 1991 blev hun af præsident Václav Havel ved præsident Václav Havel ved præsident Václav Havel tildelt T. G. Masaryk-kendelsen af 1. klasse. (via tjekkisk radio)
Film: (https://youtu.be/OA7WBoiW1Eg)
Mens Péter Mansfeld stadig var et barn, deltog han i den ungarske revolution i 1956 i Budapest. Han sluttede sig til oprørsenheden i János Szabó på Széna-pladsen i Buda, som er et af de mange stærkeste steder, hvor oprørsgarden er resistent. Han fungerede som budgiver mellem forskellige oprørsenheder, transporterede brochurer samt granater og våben til tider og leverede narkotika fra Margarets hospital.
Kommunisternes stigende undertrykkelse og terror i december 1956 og januar 1957 førte til massehenrettelser af ungarske oprørere og deportation til arbejdslejre og fængsler. Undertrykkelsen påvirkede også oprørere, som Mansfeld var bekendt med fra Széna-pladsen, hvoraf mange blev hængt. Kort efter blev Mansfeld arresteret. Mansfeld havde til hensigt at løslade sig selv fra fængslet med magt og at puste nyt liv i revolutionen. Han dannede en gruppe, der gennemførte forskellige kampagner i 1958, bl.a. kidnapning og afvæbning af en militsisk patruljering i den østrigske ambassades område.
I februar 1958 blev Mansfeld arresteret sammen med fire af sine komrader. Fængselsforholdene viste sig at være usædvanligt vanskelige. Drengene blev afhørt om natten og holdt i små mørke celler. Péter fastholdt imidlertid mod og en stærk ånd. Anklageren kaldte drengen en "klassetraitor" og kontrarevolutionær og krævede den maksimale straf.
Den 21. november 1958 blev Mansfeld idømt en livstidsdom. Folkedomstolen i Budapest hævede imidlertid dommen den 19. marts 1959. Straffen var dødsstraf. Péter Mansfeld blev hængt om morgenen den 21. marts i knap 18 år.
Film: (https://youtu.be/yeeFO0Ywd1w)
Mala (Mally) Zimetbaum blev født i Brzesk (Polen) i 1918. I slutningen af 1920'erne indvandrede hun sammen med sin familie til Antwerpen (Belgien). I september 1942 blev hun arresteret under en bølge af jøder på centralstationen i Antwerpen. Fire dage senere fandt hun sig i et transportmiddel til koncentrationslejren Auschwitz og ankom der den 17. september. Under en udvælgelsesproces ved indgangsrampen blev hun sendt til Birkenau-lejren, hvor hun fik nummer 19880. På grund af hendes kendskab til flere sprog blev hun ansat i kvindelejren som tolk og budskab.
I foråret 1940 blev Edward (EDEK) Galiński arresteret blandt en gruppe mellemskoleelever under "AB" -kampagnen rettet mod den polske intelligentsia. Den 14. juni 1940 blev han bragt til Auschwitz i forbindelse med den første transport af polske politiske fanger. Under registreringsprocessen modtog han nummer 531. I lejren arbejdede han bl.a. i jernværket og i et hold af entreprenører, først i boliglejren og derefter i Birkenau.
EDEK Galiński og Mala Zimetbaum havde i forbindelse med udførelsen af deres opgaver relativ frihed til at bevæge sig rundt i lejren. De mødte hinanden ved årsskiftet i 1943 og 1944 og faldt i kærlighed. Galiński planlagde oprindeligt at flygte med sin ven, Wisław Kielar. Han var klædt i en SS-uniform for at ledsage sin ven for at arbejde. Han modtog endda i hemmelighed en uniform og pistol fra den tidligere Kommandoführer af ironværket, SS-Rottenführer Edward Lubusch. Efter at have mødt Mala Zimetbaum ønskede han imidlertid også at undslippe fra lejren. I sidste ende trak Kielar sig ud af flugtplanen for at hjælpe parret under deres forsøg.
Den 24. juni 1944 ventede Galiński på Mala Zimetbaum i sin SS-uniform på det aftalte sted. Ved hjælp af et blindkort for SS-mænd, som Mala stoler og smedede, kunne de forlade uden for den store skærmkordon. Efter to uger var de imidlertid stødt på en tysk patrulje. Kvinden blev tilbageholdt. Galiński var i stand til at flygte, fordi det lykkedes ham at skjule sig i sidste øjeblik. Ikke desto mindre opstod han ved at skjule og frivilligt overgive ham til tyskerne for at være sammen med sin kære.
De blev dømt til døden efter en langvarig og brutal efterforskning, der undlod at udtrække oplysninger fra dem om dem, der hjalp dem i flugten. Edward Galiński blev hængt i herrelejren i Birkenau. Mala Zimetbaum slipper sine håndled under henrettelsen. Derefter blev hun transporteret til krematoriet og døde sandsynligvis på grund af blodtab eller blev skudt.
Film: (https://youtu.be/aMsOzImJnz0)
Juliana Zarchi blev født i Kaunas (Litauen) i 1938 i en familie med forældre af forskellig nationalitet. Hendes far, litauisk af jødisk oprindelse, Dr. Mausha (Mauša) Zarchi mødtes med sin kommende hustru Gerta Urchs, mens hun arbejdede i Düsseldorf (Tyskland). Da de ikke kunne gifte sig i Det Tredje Rige på grund af racistisk nazistisk lovgivning, blev Gerta i 1934 konverteret til judaisme og giftede sig med Mausha i Litauen og fik dermed litauisk statsborgerskab. Zarchis boede fortsat i Tyskland indtil 1937, hvor Maushas arbejdstilladelse ikke blev forlænget. De besluttede at bosætte sig i Litauen.
I 1939 brød Anden Verdenskrig ud. Litauen blev snart annekteret af Sovjetunionen, og da Den Tredje Reich vendte tilbage til sin tidligere allierede og angreb USSR i 1941, blev landet besat af nazisterne. Det er på dette tidspunkt, dr. Zarchi besluttede at forsøge at flygte fra øst, da han antog, at hans Aryan-skuende datter og hustru ville have bedre chancer for at overleve, hvis han forlod ham. Han blev dræbt af Einsatzgruppen, hvilket hans slægtninge først fik kendskab til efter krigens afslutning.
På grund af sin jødiske arv, knap tre år, blev Juliana sendt til Kaunas ghetto og tvunget til at opholde sig der i flere måneder. Hun blev smuglet med hjælp fra en familiemæssig bekendt, Pranas Vocelka. Da hendes mor frygtede at parte med hende, tilbragte Juliana næsten hele den tyske besættelsesperiode skjult i deres hus i køkkenet eller i et lille lokale ved siden af det (først i sidste ende blev hun bragt til Carmelite-søstre).
Da den sovjetiske hær igen kom ind i Litauen, håbede Gerta, at hun ikke længere ville skulle frygte for sin datters liv. I stedet blev de begge udvist til Tadsjikistan i Centralasien som led i en udrensning af etniske tyskere. De blev stigmatiseret af de lokale som "fascister" og tvunget til at bo og arbejde under forfærdelige forhold. Undertrykkelsen aftog efter Stalins død, men eksil for Juliana og Gerta sluttede først i begyndelsen af 1960'erne. Juliana vendte tilbage til Litauen i 1962. Hun bosatte sig og begyndte at undervise i tysk ved Vytautas Magnus Universitet i Kaunas (hun ønskede at studere medicin, men blev nægtet muligheden, fordi hun var deporteret). Gerta sluttede sig til sin datter et år senere. Hele sit liv forsøgte hun at vende tilbage til Düsseldorf, men fik aldrig lov til at forlade USSR. Hun døde i Kaunas i 1991.
Juliana bor i dag i Kaunas og er medlem af det jødiske samfund der. Hun rejser regelmæssigt og taler om hendes og hendes families erfaringer med de to diktaturer.
