Afspejling af erindringen om Første Verdenskrig: de opnåede erfaringer
Af Jonathan Even-Zohar
Billede: World War One Centenary Display, Et samarbejde mellem Huset for Europæisk Historie og Europeana, november 2018
Den 27. november 2018 afholdt Huset for Europæisk Historie en debat om betydningen, relevansen og virkningen af hundredåret for Første Verdenskrig. Museet indbød talere, der repræsenterede forskellige områder af offentlig historie og erindring, og som var aktivt engageret i hundredåret.
Dette arrangement gav en åben og rig refleksion over de resultater og udfordringer, der blev set under WWI's hundredårsjubilæum i 2014-2018. Mere generelt bidrog den til at tænke processer på arbejdspladsen omkring de centrale øjeblikke og temaer, der reelt mobiliserer mennesker og organisationer, der arbejder med historien. Drøftelsen var et incitament til at vurdere, hvordan man bedst skaber institutionelle rammer, der forbinder europæerne, støtter forskning og offentligt engagement og skaber et civilt råderum for at skabe balance mellem nationale og europæiske erindringsdagsordener gennem initiativer såsom det europæiske erindringsprogram, der gennemføres af Europa-Kommissionen, eller Huset for Europæisk Historie, som er et projekt under Europa-Parlamentets auspicier.
John Horne, historiker ved universitetet i Dublin, drøftede forholdet mellem erindring og historie, og hvordan denne hukommelsesbegivenhed (term coled by Jay Winter) kan analyseres i hans perspektiv.
Chantal Kesteloot, offentlig historiker i CEGESOMA, drøftede den rolle, som den offentlige myndighed og samfundet som helhed spiller med hensyn til at investere eller faktisk tage hensyn til historiebevidsthed. Virginia Crompton, en journalist-turned-kulturel iværksætter i Big Ideas, delte en del af den inklusive indsats i lokalsamfundet, som hun har ført an i med henblik på at gøre et ellers abstrakt hundredår mere meningsfyldt for borgere og børn. Kieran Burns, kurator i Huset for Europæisk Historie, uddybede museets udstilling om Første Verdenskrig, som fortæller en tværnational historie, der bidrager til at finde en europæisk fortælling.
Denne korte rapport fremhæver en række vigtige temaer og indsigt, som talerne og deltagerne delte under den debat, jeg ledede.
Hundredåret støtter ny historisk forskning
I Belgien, men dette kan være gyldigt i hele Europa, bidrog tiåret til at flytte yderligere forskningsfokus fra Anden Verdenskrig til verdenskrig og stimulerede nye tilgange til WWI's historie. F.eks. at se på krigseftermater eller genoverveje en for deterministisk tilgang til 1920'erne. Strukturelt blev der tilbudt flere finansielle midler til en ny generation af unge forskere. Der er dog også en følelse af forspildte muligheder for at gå dybere ind i indviklede, globale og vanskelige historier vedrørende kolonielle dimensioner. Debatten om, hvorvidt WWI skal betragtes som en "europæisk" krig, som sukkede verden ind i den gennem forbindelserne mellem Det Europæiske Rige, er blevet udviklet og vil utvivlsomt fortsætte, efterhånden som historikerne i stigende grad søger at illustrere den indbyrdes afhængighed og de globale strukturer. På den anden side har kulturelle, sociale og personlige historier imidlertid fundet vej frem i den populære forskning, navnlig gennem marginaliserede gruppers synsvinkel, såsom arbejdskraftkorpset i Big Idéas-projektet The Unminred, der udgør værdifulde forbindelser mellem historie og erindring. Stadig flere perspektiver skal værdsættes, f.eks. for krigens indvirkning på Osmannerriget og regionen som helhed eller stigningen i selve fascismen. Eller koloniens oplevelser og historien (og erindringen) om de krigsramte personers handicap. Kort sagt ser det ud til, at 100-året blot har skåret jorden på de fremtidige forskningsområder.
Støtte til offentlig deltagelse — og er der næste gang en tværnational borgererindring?
Når man tænker på mindehøjtideligheder, er det første, der kommer i tankerne, en form for officiel parade, der fremstilles med fjernsyn for øje, hvor der lægges blomster og højtidelige reflekterende taler fra stats- og regeringscheferne. Og ja, dette skete også på det nuværende 100-årsjubilæum, både på den nationale og internationale scene. Denne gang optrappede offentligheden imidlertid i højere grad og deltog i mange aktiviteter. Europeanas indsamlingskarriere er et godt eksempel — hvor almindelige mennesker blev opfordret til at få deres krigstidsprodukter og de relaterede historier inkluderet i Europas digitale samlinger for altid. Eller #playforpeace, hvor musikere rundt om i verden medregistrerede en mindemindehøjtidelighed for våbenhvilen. Hvem ejer så faktisk historiebevidsthed? Er det stadig op til staten at markere vigtige øjeblikke i dens levetid, eller bliver den stadig mere demokratiseret? Og hvis det er tilfældet, er den måde, hvorpå denne proces udvikler sig, så inklusiv for alle medlemmer af samfundet? Der er udviklet idéer om innovativt engagement i forbindelse med hundredåret, og deres virkninger bør undersøges og deles mere. Husk, at 100-året for Første Verdenskrig var unik for den stadig var en mindehøjtidelighed med en "levende berøring", dvs. personlig betydning for levende generationer gennem deres seneste familiehistorie.
Hundredåret satte museer i et internationalt og lokalt hukommelsesrum
Huset for Europæisk Histories samling og udvikling af udstillinger, som fandt sted netop under mindehøjtidelighederne, nød godt af den udbredte interesse for emnet. Lokale og nationale museer i Rovereto, Budapest, Ypres m.fl., der udlånte genstande, viste stor interesse for den tværnationale fortælling, der blev bygget af Huset for Europæisk Historie. Nye museer præsenterede lokale erfaringer eller nye museumstilgange såsom "In Flanders Fields Museum in Ypres", som var et smukt eksempel på et postnationalt museum. Dette lagde ny vægt på fronten som et multikulturelt rum og gik videre end idéen om "vores død". En debat, der fortsætter, er turismens rolle og andre former for folkelige besøg på steder. Den forbrugende side af historiebevidsthed kan være et element, der kræver yderligere drøftelse.
Fastlæggelse af de nuværende politiske realiteter
Selv om forskere, undervisere og fagfolk har skabt ny samfundsmæssig og/eller international sans for at afspejle krigshullerne i WWI, er det ikke klart, hvilke skridt der blev taget politisk i denne forbindelse. På den ene side har vi set fælles mindehøjtideligheder som et redskab til kulturelt diplomati. Liberale ledere har forsøgt offentligt at værdsætte de fremskridt, som nutidens Europa har gjort på grund af fortidens vold, eller endda sat den negative side af nationalismen til side, som præsident Macron gjorde i sin tale i november 2018. Men der er også andre udviklinger. En centraleuropæisk hukommelsesramme adskiller sig meget fra en vesteuropæisk hukommelsesramme, som synes at have domineret den overordnede europæiske dagsorden. Faktisk kan man argumentere for, at mange tiår lige er ved at tage form som lande i Central- og Østeuropa, som vil stræbe efter at mindes deres indbyrdes uafhængighed. Så er spørgsmålet, om der så meget historie gøres på og omkring jubilæumsdatoer, så tyder dette på en bredere mangel på politiske visioner eller idealer i dag?
Europa har et europæisk erindringsprogram, der drives af Europa-Kommissionen, og som i realiteten mobiliserer mennesker og organisationer, der arbejder med historien, til visse vigtige øjeblikke og temaer. Da skitsen for dette programs fremtid efter 2020 nødvendigvis vil dukke op i det kommende år, kan det være klogt at reflektere over de resultater og udfordringer, der er blevet set under WWI's tiårsjubilæum i 2014-2018. På grundlag heraf kan vi vurdere, hvordan vi bedst skaber en institutionel ramme, der forbinder europæerne, støtter forskning og offentligt engagement og skaber civilsamfundets råderum til at skabe balance mellem nationale og europæiske erindringsdagsordener.