Hverdagsliv

De genstande, der vises på Ettore Guatelli-museet, er et vidnesbyrd om hverdagen, men også om kreativitet, håndværk og opfindsomhed i løsningen af praktiske problemer ved at genopfinde genstande til at udføre forskellige specifikke funktioner. I denne sag besluttede den person, der mødte denne tyske militærhjelm i slutningen af Anden Verdenskrig, at svejse et træhåndtag til den, hvilket gjorde det lettere at hente. På denne måde kan det fyldes sammen med en "bed-vogn" under tækkerne for at holde dem varme hele natten, navnlig om vinteren.

Ettore Guatelli reddede ikke blot denne hjelm, men også en række andre lige fra Anden Verdenskrig. Efter at være blevet omdannet til andre dagligdags praktiske artikler vises de nu på museets "Kitchen Gallery". Sammen giver de et indblik i et europæisk efterkrigssamfund i landdistrikterne, der i høj grad var baseret på kreativitet og manuel dexteritet, og at det i øjeblikket er nødvendigt at være mor til meget fantastisk opfindelse. I dette tilfælde giver hjelme også anledning til overvejelser om det følelsesmæssige aspekt, de besatte befolkningers mulige følelser over for beboerne og ønsket om en ny start efter deres befrielse.

I 1950'erne begyndte Ettore Guatelli i stigende grad regelmæssigt at besøge affaldsindsamlernes lagerlokaler i Apennines og lagde gradvist fundamentet for sit fremtidige museum. Fra midten af 1970'erne voksede hans samling af genstande betydeligt og blev utilsigtet en del af en tendens, der startede i 70'erne og firserne i Italien for genoplivning og fremme af populærkulturen. Som følge heraf blev hans museum et unikt og umisteligt museumscenter, der beskæftiger sig med den demografiske, etnologiske og antropologiske arv fra Italien i det tyvende århundrede.

Spontane designelementer er en glimrende påmindelse om filosofien "make do and mend", som gav en om end mindre systematisk model for moderne genanvendelsesmetoder. Behovet for at gøre brug af det, der var på spil, viste sig at være inspirerende, når det drejede sig om at genindføre og genbruge genstande i stedet for blot at skille sig af med dem. Som følge heraf betød uventede nedbrud, brud eller simpel slid ikke nødvendigvis, at livet måtte gå i stå.

Dimension

22 h) 45 l) 22 p)

Opgørelsesnummer

107

Ophavsret

@Fondazione Museo Ettore Guatelli

Materiale

Jern, træ

Status

Deklareret

Billedkredit

Mauro Davoli

Præsten Edouard Froidure (1899-1971) grundlagde Les Petits Riens, der fremstiller disse tegn, i 1937. I stedet for at falde sammen med de fattige, fremmede velgørenhedsorganisationer som hans uafhængige selvhjælp. Hjemløse eller arbejdsløse mænd var således i stand til at indsamle og sælge brugte genstande for at tjene penge. Disse personer boede også sammen i boliger stillet til rådighed af velgørenhedsorganisationen. Les Petits Riens "logo viser en af disse mænd, der bærer petits riens (hvilket omsætter sig til "små ting").

Velgørenhedsorganisationer som dette havde en indvirkning ud over de dårligt stillede grupper, som de blev grundlagt for at hjælpe. På daværende tidspunkt påvirkede de også forbrugs- og genbrugsmønstrene mere bredt. I stedet for at reparere eller omlægge gamle genstande kan folk give dem god samvittighed, hvilket slogans som Les Petits Riens's ("give for hjælp") bevidst appellerede til.

I det 19. århundrede blev de første velgørende organisationer, der beskæftiger sig med genbrug og salg af brugte genstande, født. Dette startede med Salvationshæren, der blev grundlagt i London i 1865, og andre organisationer fulgte snart. I Bruxelles var Les Petits Riens symbolsk for den nye type velgørende institutioner, som disse organisationer indsatte.

I dag har Les Petits Riens 27 butikker i Belgien. I hele EU vokser nye profitdrevne aktører såsom brugte onlineplatforme. Brugen af brugt tøj bliver mere og mere forfalsket på tværs af de sociale klasser. Som Celine, der arbejder for Les Petits Riens, bemærkede, lider velgørende organisationer både under og drager fordel af denne tendens. På den ene side mister de konkurrencen fra profitorienterede selskaber. "I løbet af de seneste år vil mange mennesker, inden de donerer, først forsøge at videresælge. Derfor er det, der i sidste ende skal gives, så ofte af lav kvalitet: (det er), hvad man ikke var i stand til at sælge! "På den anden side får velgørende organisationer nye unge kunder.

Dette objekt stammer fra en lokal deltagelsesproces, der blev gennemført under forberedelsen af Throwaway, hvor lokale affaldseksperter bidrog til at skabe udstillingens indhold. Disse ekspertgrupper bidrog til udstillingen gennem deres vidneudsagn og ved at udstille genstande (som denne), der skulle udstilles. Les Petits Riens var en af de involverede partnere og satte Huset for Europæisk Historie i kontakt med Celine og andre personer.

Velgørende organisationer som Les Petits Riens har stadig en indvirkning ud over de dårligt stillede grupper, de hjælper direkte. De påvirker stadig i vid udstrækning forbrugsmønstre, genbrug og affald. Brugen af brugt tøj bliver mere og mere forfalsket på tværs af sociale klasser i overensstemmelse med bekymringerne om miljømæssigt og socialt ansvarligt indkøb. Celine, der arbejder for Les Petits Riens, har bemærket, at velgørenhedsorganisationer får nye unge kunder, "som virkelig kommer efter overbevisning, til at forbruge anderledes", for hvem "køb af brugte varer næsten er aktivist".

Ved at vedligeholde og øge deres netværk af kabiner til indsamling af tøj gør Les Petits Riens det desuden let og tilgængeligt at donere, hvad man ikke længere har brug for. Organisationen kan hjælpe folk med at undgå at smide genstande i trash bin for tidligt, fordi det kan være lige så let at donere dem som at kassere dem.

Materiale

Træ

Dimension

145,00 X 70,00 x 7,00 cm (H x W x D)

Opgørelsesnummer

2021.0050.72 og 2021.0050.262

Ophavsret

Huset for Europæisk Historie, Bruxelles, Belgien

Status

Vises i den midlertidige udstilling Throwaway. Historien om en moderne krise.

Billedkredit

Foto 2022 af almindelig Studio © EU, Europa-Parlamentet

Denne plade blev fremstillet i begyndelsen af det 19. århundrede med sin karakteristiske gule stag i Haban-slovakisk deor, der blev repareret med tinkers metalarbejde. Det er uklart, hvornår reparationen blev foretaget. Slovakiske tinkere, kaldet "Rastelbinder" (fra trådrustens rust), var en del af det visuelle og akustiske citylandskab og livet i Donau-Monarkas alleyveje og gårde indtil det 20. århundrede. De mest kendte slovakiske tinkergrupper roterede over hele Europa, bevægede knækket ler og solgte hjemmegående husholdningsredskaber såsom sieve, podekviste, kurve og mousefælder. Deres karakteristiske slovakiske kostumer og det farverige udvalg af varer, de transporterede, gjorde dem til et iøjnefaldende syn, navnlig i Wien.

I den østrigske del af Donau-Monarki blev der i midten af det 19. århundrede indført strenge regler for denne handel. Men befolkningerne fra de økonomisk svagere områder, hvor landbruget ikke havde et tilstrækkeligt eksistensgrundlag, fik — på strenge betingelser — tilladelse til at opnå en stærkt tiltrængt indkomst ved at drive denne handel. Visse regioner begyndte at specialisere sig i visse varer og/eller tjenesteydelser, som det var tilfældet med tinkisterne fra det vestlige Slovakiet (dengang Øvre Ungarn). Mændene fra disse områder flyttede oprindeligt som omrejsende havarere til naboområder i Bøhmen eller det sydlige Ungarn. Senere blev de fundet i alle områder af Donau-Monarki. Deres talentfulde sprog førte dem fra Italien til Rusland og konstantinerne og endelig også i deres tusinder til USA.

Pladen kom til Volkskundemuseet i 1897 som en gave (Pf. Maluchinsky). Det var af interesse for museet i to henseender: for det første som et bemærkelsesværdigt eksempel på en bestemt form for tro med Haban-dekretet, og for det andet på grund af tonerens reparation. Tinernes handel og håndværk var allerede i tilbagegang på det tidspunkt, hvor det kom til museet. Tilgængeligheden af nye, billigere og mere modstandsdygtige materialer og produkter havde i høj grad mindsket efterspørgslen efter deres aktiviteter. På den anden side var tinernes omdømme som "Wien-typer" og deres stereotype og klichéd-repræsentation i genre- og populært maleri steget kraftigt. Omkring 1897 var "Rastelbinder" f.eks. en populær costume ved fantastiske påklædningspartier, og i 1902 blev de mindet yderligere i operetta "Der Rastelbinder" af Franz Lehár.

Pladen med hvidblik har en interessant forbindelse med affald på flere måder. En af dem er, at den viser den historiske reparationskultur. De ting, der blev ødelagt, dvs. varer til husholdningsbrug af keramiske materialer eller metal, var dyre, da de blev fremstillet, og for mange mennesker var de værdifulde ejendele, der blev videregivet gennem generationer. På den anden side tjener pladen til at minde os om de mennesker, der arbejdede med ødelagte ting. Selv om tonerne var efterspurgt af deres håndværk, var deres position i samfundet lav. Deres liv og arbejdsmetoder var kendetegnet ved migration langt fra deres familier, børnearbejde, dårlige levevilkår og etnisk forskelsbehandling. Den fastboende befolkning i Wien opfattede dem som ædelædere eller sågar tiggerarter.

Materiale

Tro/børstedæk

Opgørelsesnummer

ÖMV/6.215

Dimension

7x32,2 cm

Ophavsret

Volkskundemuseum Wien

Status

Oplagret

Billedkredit

© Volkskundemuseum Wien

I alt blev der deponeret 61 bronze-våben og -udstyr på over 3 kg i Wöllersdorf, Østrig. Haggen består af bronzafskrabninger og objektfragmenter, der er typiske for den tidlige del af Late Bronze Age (1000-800 BCE). De indeholder en lang række brudte genstande, herunder våben, akser, værktøj, smykker, metalstykker og tråde. De fleste genstande var blevet beskadiget, og mange var bevidst blevet fragmenteret.

I Late Bronze Age (ca. 1000 f.Kr.) var deponerede metalgenstande et typisk fænomen. Dette omfattede våben, værktøj, skibe, smykker, vogndele og endda rituel udstyr, herunder både intakte og smukke stykker og fragmenter og råmetal. De er fundet i strejkende landskaber, i bebyggelser, i vandområder eller i fjerntliggende områder. Mange forskere har fortolket dem som lagerhagl af omrejsende bronzesmider eller handlende på grund af deres materielle værdi eller som skjulte steder i krigstider. Dog kan hagl, der indeholder ødelagte genstande, også være rester af en udbredt genanvendelsesøkonomi, hvilket tyder på en omhyggelig og effektiv udnyttelse af ressourcerne.

Artefakterne blev fundet i den lille landsby Wöllersdorf, Østrig, i begyndelsen af det 20. århundrede. De blev derefter købt af Natural History Museum Wien i 1902. Desværre er dokumentationen om den person, der fandt Wöllersdorf hoard, gået tabt.

Haggen af fragmenterede bronze-genstande viser, at det var meningen, at de skulle smeltes igen for at få nye ting ud af materialet. For 3 000 år siden, længe før den industrielle revolution, var indsamlingen af råstoffer og produktionen af produkter tidskrævende processer, og genanvendelse og genbrug af disse materialer har været en almindelig praksis for det meste af menneskets historie. Dette gælder især, men på ingen måde udelukkende, for perioder, hvor ressourcerne var knappe (f.eks. krigs- og efterkrigstid).

Materiale

Bronze

Opgørelsesnummer

NHM_PA_37392-37411

Dimension

Artiklens størrelse varierer fra 3.5 til 14,5 cm stor

Ophavsret

Naturhistorisk museum i Wien

Status

På skærmen

Billedkredit

Naturhistorisk museum i Wien, fotos: Alice Schumacher

Genstanden er et fragment af en gul tabby tekstil med en knude, og resterne af to olivengrønne tetebånd, der er forbundet med hinanden. Der er fundet forskellige tekstiler i jernlagene i saltminen Hallstatt (ca. 800-600 BCE). Nogle af tekstilerne var bevidst blevet revet i striber og genanvendt som midlertidigt bindemateriale.

Fremstilling af tekstiler med alle de forskellige arbejdsgange (opdræt af får, klipning, spinding, vævning) var en tidskrævende opgave for tusindvis af år siden uden brug af moderne værktøjer. Omhyggelig og ansvarlig håndtering og anvendelse af tekstiler var vigtig. Vi er ikke sikre på, hvem der var ansvarlig for at fremstille tekstiler, selv om tekstilværktøjer som spindelhylder og løvvægt normalt findes i kvinders graver. Tekstiler fra Hallstatt blev fundet i en saltmine, og nogle viser karakteristiske spor af tårer og knækning. Dette var bestemt ikke den tilsigtede primære anvendelse af dette tekstilstof, som kan være blevet gjort til en del af en beklædningsgenstand. men det blev i sidste ende genanvendt og anvendt til reparationsarbejde.

Fra forskellige sammenhænge i det forhistoriske Centraleuropa ved vi, at tekstilmateriale bevidst er blevet revet i strimler og genanvendt, f.eks. som midlertidigt bindemateriale, hvilket er kendetegnet ved karakteristiske knogler. Der er klare beviser herfor fra to forhistoriske saltminer i Østrig, Hallstatt og Dürrnberg, der stort set er dateret til den 1. årtusind BCE. Normalt blev strenge og tove fremstillet af forskellige træer og græs primært anvendt som bindemateriale i saltminerne. Hvis disse ikke var til stede, blev der anvendt tekstilstrimler, læderstrimler eller endog unge elastiske tvillinger.

Natural History Museum Wien har udført forskning i samarbejde med byen Hallstatt i mere end 100 år. Museet har et feltkontor i byen, hvorfra videnskabsfolk fortsat udfører deres arbejde. Hvert år siden 1960'erne har der været regelmæssige videnskabelige arkæologiske udgravninger i saltminen Hallstatt. De artefakter, der blev udgravet der, kommer straks ind i museets samling.

Tekstilproduktionen var en tidskrævende proces før den industrielle revolution, og genanvendelse af tekstiler har været en almindelig praksis i størstedelen af menneskets historie. Dette gælder især, men på ingen måde udelukkende, for perioder, hvor ressourcerne var knappe (f.eks. krigs- og efterkrigstid). Tekstiler er regelmæssigt blevet ændret eller tilpasset til nye anvendelser gennem hele historien. Forskellige eksempler, der spænder fra Bronze-alderen til den tidlige moderne periode, viser de forskellige formål, hvortil genanvendte tekstiler er blevet anvendt, herunder som indkapslingsmateriale til skibe, som fyldning af hulrum i middelalderbrønde og som forsegling til vandforvaltning i kobberminer. Tekstiler er også blevet anvendt som belægninger og til hygiejniske formål og har fungeret som forskellige former for midlertidigt materiale. Genanvendelse af beklædning indebærer, at beklædningsgenstande omarbejdes på forskellige måder.

Materiale

Fåreuld

Dimension

Gule tekstiler: 11.5x4,5 cm grønne tekstiler: 29x10 cm (begge stykker tilsammen)

Opgørelsesnummer

NHM_PA_77.334 (HallTex 78) og NHM_PA_89.724 (HallTex 121)

Ophavsret

Naturhistorisk museum i Wien

Status

Oplagret

I de moderne nordiske lande er handsker vigtige daglige etnografiske genstande i vores hjem, hvor smukke traditionelle handsker bruges side om side med moderne designtilbehør. Vi ved alle, at hovedformålet med handsker til estere er at beskytte dem mod kulden. Der blev lavet uldhandsker i Estland allerede i Bronze-alderen. Bevis for brug af strikkenåle i Estland stammer fra en handskesegment fra det 14. århundrede. De første typer handsker var nålevanter (fremstillet med en specialkanyle). I århundreder har handsken haft sine egne skikke og traditioner og spillet en vigtig rolle i bryllup. I dagligdagen spillede handsker også en rolle inden for folkemedicin. de varme handsker, der blev givet unge mænd, da de blev sendt til krig, kan have været levetider om vinteren. de kan have været værdifulde genstande hjemmefra for dem, der flygtede fra krig over havet i det 20. århundrede.

"Jeg fandt denne etnografiske handsker, der havde været strikket på den smukke Muhu ø på østkysten af Østersøen i Veski Street-forretningen i Tartu. Jeg spurgte, hvor deres varer kom fra, og sagde Tyskland. Jeg købte handsken for 5 estiske kroner og gav den til museet. Jeg spekulerede på, hvordan handsken endte i Tyskland. Tyskland havde faktisk store flygtningelejre for estere — tog en estisk, der endte i genbosætningslejren i Tyskland, deres varme handsker med dem? Eller var der nogen soldat, der var i kamp på Muhu og modtog dem som håndvarmere? Under alle omstændigheder havde jeg alle slags tanker om, hvordan handsken endte som affald og rejste tilbage til Estland som humanitær bistand. Jeg sagde, at der i 2009 blev udstillet smukke etnografiske handsker som en del af det nationale museums udstilling for at markere dets 100-års jubilæum som et eksempel på, hvordan genstande ender på museet."

Reet Piiri, etnolog/estisk statsborger Museum/2022

Estland, Tyskland, genbosætningslejre efter Anden Verdenskrig, nyt detailnet i 1990'erne og EU

Samlingen af traditionelle estiske handsker, der tilhører det estiske nationalmuseum, er usædvanlig rigelig — 4 116 i alt — hvilket omfatter handsker med smukke estiske mønstre og indviklede historier, der har nået samlingen fra den estiske diaspora. Traditionelle handsker er et godt udstillingsmateriale: teknikker (strikning med nåle), etnografiske særegenheder mellem estiske sogne, farveundervisning (brug af uld), mønster som semiotisk system giver mange fingerpeg om betydningen af folkekumer og om, hvordan disse blev brugt, som museet kan bruge i sine uddannelsesprogrammer.

Ordningen for humanitær bistand i Europa der var enorme mængder tekstilbeklædning, der blev bragt til de nyligt reuafhængige baltiske lande, Estland; i Tyskland kunne de være blevet efterladt af affaldscontainere eller i indsamlingskasser. de kan være rejst fra en europæisk persons hjem, som flyttede eller renoverede, til en estisk persons hjem og ikke til deponeringsanlæg.

Materiale

Fåreuld

Dimension

Bredde: 12,0 cm Længde: 25,0 cm

Ophavsret

Estlands nationale museum

Status

Opbevaring/indsamling af tekstiler

Billedkredit

Estlands nationale museum

Ettore Guatelli Museum er hjemsted for en støvt, der engang bæres af en ung landbruger — en støvle med et kludetæppe af historier. Støvtten fortæller historierne om de utallige tider, den blev båret på, patched op og menteret for at ledsage landbrugeren, da han lavede på markerne, om den tid, det blev opdaget i et attisk af en indsamler, der bragte det til Ettore Guatelli Museum, og om den tid, det mødte to fotografer fra Rom, som skrev den for en plakat, der ville se den rundt i verden som plakatbarn for Guatellis initiativ til at oprette et museum, der huser hans oplevelser, og som vidner til håndværkspersonalet i landdistrikterne, som ikke lader noget gå til spilde.

Ettore Guatelli Museums boot åbner op for mange potentielle tankegange, der kan udforskes. Det første kan være, at vi ser ud over det lokale, uden for Emiliana-landskabet, på livet og arbejdet i landdistrikterne i hele Europa og resten af verden. I løbet af historien ved hvem, hvor mange støvler der vil blive repareret og gensået, så de kan nå deres potentiale, og hvem der ved, hvilke veje der er tale om. Og i dag kan "boot" også symbolisere det skridt, det tager for at overskride grænserne, skabe en fælles vej og udnytte værdien af frihed.

I 1950'erne begyndte Ettore Guatelli i stigende grad regelmæssigt at besøge affaldsindsamlernes lagerlokaler i Apennines og lagde gradvist fundamentet for sit fremtidige museum. Fra midten af 1970'erne voksede hans samling betydeligt og blev utilsigtet en del af en voksende tendens i 70'erne og firserne for genoplivning og fremme af populær kultur. Som følge heraf blev hans virksomhed et unikt og uimitabelt demografisk, etnologisk og antropologisk kulturarvsmuseum i Italien i det 20. århundrede.

Det var i 1994, at Ettore Guatelli offentliggjorde et essay med titlen "Affald på museet" i den femte udgave af tidsskriftet "Ossimori". Heri behandlede han et meget aktuelt spørgsmål, der nu hurtigt er ved at blive en nødsituation, og understregede behovet for at reflektere over arten af affald og kasserede genstande og i højere grad nyttiggørelse og genanvendelse heraf. Det er her og i endnu højere grad i forbindelse med bortskaffelse af affald, at den historiske nøgle til ægte "demokrati" skal findes.

Materiale

Støvler, der er blevet repareret og tilsået utallige gange ved hjælp af tråd og søm

Materiale

24 X 11x 14

Ophavsret

@Fondazione Museo Ettore Guatelli

Status

På skærmen

Billedkredit

Mauro Davoli

Det er vanskeligt præcist at fastslå, hvornår pibecuing-moden ankom til Polen. Den termiske behandling af kød er nemlig lige så gammel som sporene fra den første campingbrand. For antropolog er en gør-det-gitter en historie med mindst nogle få forskellige tråde. Den første er som en populær måde at tilbringe fritid på, hvor risten og den karakteristiske lugt af trækul er blevet et symbol: mater, øl og musik. Stedet er irrelevant — det kan endda være alkonen af en boligblok. Et andet aspekt er dannelsen af posernes spisevaner. I øjeblikket er barbecue det første offer for vegans "eftersalgspolitik. Affaldshåndtering i Polen er også en vigtig tråd. Hvis det ikke var for den rist, der var fremstillet af tromlen, ville hele vaskemaskinen være endt med at blive dumpet i skoven.

Genstanden og dens karakter er på ingen måde unik eller endemisk for polsk kultur. Både motivationen for dens konstruktion og dens formål ligger dybt inden for menneskets natur: kreativitet, sult og mad i fællesskab. Det er kun kulturlaget, dvs. hvordan, med hvem, hvor og hvad vi spiser, der synes at adskille os: der er ikke noget bedre end en grillet svinekød, der modnes i honningsennepssauce og en kold øl — jeg kan allerede høre de modsatrettede stemmer.

Konteksten for den moderne grill er en samling af hverdagsgenstande, der er præget af den polske landkulturens historie, og som er præget af kroniske mangler. Denne knaphed frigjorde kreative og tilpasningsdygtige muligheder og ændrede med den blomstrende kapitalistiske forbrugerøkonomi sådanne frembringelser ved at integrere dem inden for hobbyer og færdigheder. Sådanne produkter var ofte forbundet med producentens lavere økonomiske status.

Det grundlæggende element, der knytter genstanden til det bredere begreb affald i denne sag, er genbrug og en ny funktion for allerede eksisterende genstande. Hvis vi tænker på det som et produkt af en knaphedskultur, kommer der en hel kategori af begreber i spil, der henviser til, at et menneske omdannes til kategorien "junk" — et menneske, der lever uden for grænserne for social kontrol.

Materiale

Stål, skæring, svejsning, skæring og skruer

Dimension

Højde 74 cm diameter 45,5 cm

Opgørelsesnummer

PME 58930/1-2

Ophavsret

PME/NEM

Status

Oplagret

Billedkredit

Fotografi af Edward Koprowski