Højdepunkter — "mindehøjtideligheder i perspektiv: Hvordan interagerer europæiske erindringer?"

Ruramisai Charumbira indledte sine bemærkninger med en hyldest til oprindelige folk i hele verden, "hvis liv er gået tabt og spildt for at muliggøre idéen om en moderne verden og navnlig et moderne Europa". Hun fremhævede, hvordan vi er nødt til at huske de døde, når vi har den type samtaler, der er omfattet af denne debat. Under debatten rejste hun et meget overbevisende perspektiv på europæisk historie og erindring fra en kinesisk og global historieforskers synspunkt og analyserede den vanskelige samtale om kolonihukommelsen i Europa. Ifølge Ruramisai Charumbira har "Europa (...) tendens til at spille uskyldighedskortet" for så vidt angår slaveri og kolonialisme. Der er en følelse af relativisme om, hvad der skete uden for Europa. "Det sker et andet sted, det, der kommer tilbage, er chokolade og kaffe", da hun satte det iøjnefaldende. I modsætning til f.eks. holocaust, som spredte europæiske områder med dødslejre og massegrave, er slaveri og kolonialisme ikke de "kriminelle scener" her. Den omstændighed, at historien om undertrykkelse end ikke er dokumenteret af dem, som det skete til, øger denne tendens til at relativere europæernes og de europæiske landes ansvar. Den sociale og kulturelle historie på verdensplan har bestræbt sig på at ændre sig allerede, men i en lang periode skriver afrikansk historie og oprindelige folks historie på verdensplan udelukkende på grundlag af koloniserens optegnelser.

Dette fænomen er så meget desto mere uacceptabelt, som den kolonivold, der blev begået uden for Europa, definerede og fortsat definerer internt i Europa. Europa blev opbygget gennem sine forbindelser med ikke-europæiske territorier, og slaveri og kolonialisme spillede en stor rolle i, hvordan Europa kom til at definere sig selv på grundlag af udelukkelse og eksklusivitet. Kolonialisme er et fundament for, hvad det er at være europæer, og for Ruramisai Charumbira er der en indbygget idé om europæisk hvid overherredømme og dermed en arvelig amnesien, der spredes over tid, og som på mange måder definerer os alle. Det, som "Black Lives Matter" -bevægelsen viser i dag, er, at denne europæiske idé om, at det afrikanske folk som et dårligere mentalitet varigt har forekommet vestlige mentaliteter: selv i dag må nogen sige, at "et sort liv" er en direkte henvisning til, at sorte mennesker forsømmes som mennesker.

Bør holocaust stadig betragtes som det vigtigste historiske referencepunkt i Vesteuropa? Hvordan er den kommunistiske fortid blevet husket og fortolket i Østeuropa siden jerntæppets fald? Og i hvilket omfang konkurrerer disse erindringer med hinanden?

Ifølge Michael Rothberg, som er en akademiker i holocaust, der kostede begrebet "flerdimensionel erindring", er der ingen tvivl om, at holocaust fortsat er af central betydning for den europæiske offentlighed, navnlig hvad angår institutionaliseret erindring, men også hvis man ser på skolernes læseplaner og populære historie. Denne centrale betydning gælder, selv når det bestrides, f.eks. når andre hukommelser søger anerkendelse. Denne centrale betydning er imidlertid ujævn — der er forskelle mellem den offentlige og den private sfære, som undersøgelser i den tyske sammenhæng viser. der er ujævnhed på tværs af nationale og regionale sammenhænge; og endelig er betydningen af denne erindring kompleks og kompliceret. "Vi må indse, at historien om holocaust-erindringen aldrig har været lineær", sagde Michael Rothberg. Og det gælder også for andre erindringer, hvis du tænker på den øgede opmærksomhed, som mindet om slaveri og kolonialisme får i dag, eller på skæbnen for erindringen om kommunismen og stalinismen i Europa.

Simina Badica, hvis forskningsarbejde omhandler erindringen om og mindet om kommunismen, forklarede den ændrede status for denne erindring i begyndelsen af drøftelsen. I begyndelsen af 1990'erne var den kommunistiske fortid noget, der skulle glemmes, begraves under entusiasmen for demokrati og fejring af det frie marked. Med den europæiske integrationsproces kom konfrontationen mellem østeuropæiske samfund og historikere med den store overordnede erindring om holocaust, der blev en eller anden form for model, næsten en model for erindringspraksis. Den officielle fordømmelse af holocaust i Østeuropa blev hurtigt efterfulgt af kommunismen og stalinismen. Selv om erindringen om holocaust hovedsagelig opstod som et vesteuropæisk fænomen, var selve holocaust først og fremmest en tragedie i Østeuropa, mindede Simina Badica om. Denne erindring er dog fortsat sekundær i forhold til kommunismen i denne del af Europa. Hun mener, at hvis der har været en konkurrence mellem erindringen om holocaust og mindet om stalinismen, er den nu ved at "nærme sig sin ende".  Med tiden er potentialet for et sådant modstridende forhold blevet mindre, da de første faser af anerkendelsen og anerkendelsen af Central- og Østeuropa under det kommunistiske styre er overstået. Nazismen og kommunismen påvirkede Central- og Østeuropa i forhold til hinanden og skabte faktisk kontinuitet med hensyn til historiske erfaringer og opfattelser og en stor kompleksitet med hensyn til roller og ansvar i disse europæiske samfund — folk er til gengæld ofre og gerningsmænd, og omvendt. Dette spillede en væsentlig rolle i udarbejdelsen af erindringsfortællinger efterfølgende.

Over for mennesker, der frygter, at holocaust vil miste sin centrale betydning, hvis der kommer flere erindringer, eller dem, der frygter, at holocausterindringens centrale betydning har blokeret vejen for erindringerne om stalinismen eller kolonialismen, er det vigtigt at minde, sagde Michael Rothberg, om, at det ikke fungerer sådan. Det er snarere, fordi holocaust blev central, at vi også begyndte at tale om nogle af disse andre erindringer, ikke nødvendigvis på passende vis, men i det mindste en proces. Decentering af holocaust betyder ikke, at den skal relativiseres: at bringe andre historier forrest ved siden af holocaust kan snarere hjælpe os med at udtænke "endnu mere komplicerede versioner af menneskerettighederne". Nyt hukommelsesarbejde bør gå videre end ofrenes og gerningsmændenes paradigme og tage hensyn til mennesker mellem dem, som Michael Rothberg kalder "involverede forsøgspersoner". Alle talere gav ud fra deres eget perspektiv udtryk for idéen om, at det er den rigtige måde at gå på — deres indlæg svarede til en opfordring til, hvad Michael Rothberg kaldte "en mere kompliceret kulturel hukommelsessfære", som har flere centre, krydsninger og sammenføjninger.

Ruramisai Charumbira og Michael Rothberg forklarede, hvordan erindringsprocesserne i forbindelse med holocaustens og kolonialismens historie har mere at gøre med hinanden, end man kan antage. Michael Rothberg nævnte bl.a. jødiske og sorte intellektuelle, der forsøger at forstå det nazistiske folkedrab præcist i forhold til kolonialismens historie og slaveri. "Boomerangseffekten" — hvordan vold begået uden for Europa i kolonierne var vendt tilbage til Europa i form af nazistisk vold — blev teoriseret af personer som Hannah Arendt og Aimee Césaire. Som Rothberg mindede om, går fremkomsten af en mindeproces om holocaust i Europa tilbage til begyndelsen af 1960'erne (med Eichmann-forsøget i 1961 som en milepæl) — hvilket svarer til en periode med afkoloniseringskrige og -processer. Disse to ting, der fandt sted samtidig, havde helt sikkert noget at gøre med hinanden. I Frankrig opstod der erindringer om holocaust blandt proalgeriske aktivister under den algeriske uafhængighedskrig. I Sydafrika var AntiApartheidbevægelsen i vid udstrækning en afrikansk (sort) befolkningsbevægelse, og de få hvide personer, der sluttede sig til denne bevægelse, var hovedsagelig jødiske personer (oftest det dybt engagerede politiske par Ruth First og Joe slovo fra det kommunistiske parti, som tilsluttede sig ANC). Som Ruramisai Charumbira har sagt det som populationer, der er blevet behandlet som dårligere i europæisk historie på grund af deres race og hudfarve, "afbryder jødiske mennesker og sorte mennesker begge hylden" forstået som en følelse af europæisk overlegenhed. 

Flere indlæg, navnlig fra publikum, bidrog til at give denne idé om at decentere og komplicere erindringsdiskurser konkret indhold. Michael Rothberg, der blev spurgt om årsagen til et specifikt ord for folkedrabet på jøder, understregede, at selv om det er rimeligt at have et enkelt ord for folkedrabet på jøder, fortjener historien om andre ofre for nazismen helt sikkert mere opmærksomhed uden konkurrence. Romaerne er blandt dem — erindringen om deres historie mangler anerkendelse, ikke kun i forbindelse med nazismen, men også som en del af slaverihistorien i Europa. Romaer har været slavede i 500 år i Østeuropa og mindede Simina Badica om: dette huskes absolut ikke, og racisme mod dette folk er stadig en udbredt realitet i Europa som helhed. En person fra publikum bragte også erindringen om Første Verdenskrig op som et element i den europæiske erindring, der er mindre synlig, men ikke mindre betydningsfuld og også flerstrenget. I Østeuropa svarer dens afslutning til mange nationalstaters uafhængighed, mens den for koloniens historie og navnlig panafrikanisme også spiller en rolle. Hundredåret for WWI bidrog til at bringe disse erindringer mere foran, og på det seneste bragte covid-19-pandemien amnesien af den spanske influenza til ophør, en glemt episode, der også er knyttet til WWI, som i det mindste i den akademiske verden nu vil få større opmærksomhed på grund af de seneste begivenheder.

For at forstå, hvordan kulturel hukommelse fungerer og bidrager til at forme offentlige diskurser og mentaliteter, er det nødvendigt og temmelig spændende at observere den rolle, som aktivisme på græsrodsniveau spiller — mennesker, der går på gaden for at genoprette deres værdighed i forhold til deres fortid, som vi især ser i dag med koloniære erindringer. Vi bør ikke kun observere, men også deltage i denne form for aktivisme — skabe nye erindringer, samarbejde med dem, nuancere og kompilere dem. Et sådant agentur er det, der holder erindringen i live, og hvordan historien laves — ikke akademisk historie, men historie på stedet: de to er ikke så langt fra hinanden, som vi tror.