"Historien i debat" -serien Bruxelles, en europæisk hovedstad?

Bruxelles "europæisk hovedstad", er den "bymarkedsføring", før konceptet opstod?

Chloé Deligne understreger, at historien frem for alt er en historie. det er blevet skabt til en videnskabelig, akademisk disciplin for at gøre den til en videnskab, men er frem for alt en tale, som man fortæller. Historisk fortælling bygger på billedkraft og historiefortælling.

Anvendelsen af udtrykket "hovedstad" som en større by i en nation, et land eller en sammenslutning af nationer er relativt ny. På fransk optræder ordet "hovedstad" i det 16. århundrede som betegnelse for en referenceby. Denne epoch ser den moderne stats tilblivelse, som vil kulminere i det 19. århundrede med oprettelsen af nationalstater med hver deres egen kapital. Ordet "hovedstad" for at betegne en by, som er institutionernes hovedkontor, er derfor et ord, der dukker op med statens gradvise oprettelse. For tidligere perioder har dette ord ikke nogen stor betydning. Vi kan tale om domstolens bopælsby, vi kan tale om den vigtigste økonomiske kerne (mange i Nordvesteuropa), men når vi taler om vores regioner (det tidligere sydlige Nederlandene), er idéen om en centraliseret stat, en nationalstat, en proces, der vil blive endnu langsommere at udvikle end i andre dele af Europa (oprettelsen af Belgien i 1830).

Begrebet "kapital" er derfor meget nyt i Belgien. Begrebet "central" er mere relevant for Bruxelles. først i det tidligere Nederlandene og senere i Belgien og endelig med hensyn til Europa. Det er af central betydning, at de diskurser og billeder, der formidles, får stor betydning. Hvis du ønsker at være centrum for noget, skal du vise dig selv og hævde at være centrum for det. Siden det 12. og 13. århundrede har eliten i Bruxelles dyrket denne centrale faktor ved hjælp af billeder, der skal promovere deres by. F.eks. blev Bruxelles "centrale betydning pålagt byen Louvain, hvorfra den første dynamik til at regere Brabant kom til udtryk; det blev også proklameret over Antwerpen, som havde en vigtig økonomisk rolle til fordel for selskabet. Bruxelles har flere gange været i stand til at genvinde den øverste hånd i en sådan grad, at der er skabt en vis kontinuitet.

Over en længere periode blev Bruxelles "centrale rolle skabt af opbygningen af historier og billeder snarere end af institutionernes anerkendelse af den som hovedstad; den blev også opbygget som standard, fordi den kunne betragtes som en udenforstående i forhold til andre, hvis krav kunne synes at være mere indlysende.

Kan vi sige, at Charles V førte til Bruxelles "europæiske skæbne?

I det 16. århundrede var Bruxelles en behagelig stat, en "Princelijke Stadt", dvs. en magts faste bopæl. Byen er en del af bynetværket i de tidligere lavlande, som omfattede moderne Benelux og en del af Nordfrankrig. Roel Jacobs anfører, at magten dengang var i hænderne på en arvelig militær elite, som konstant bevægede sig rundt; der var steder, hvor magten forblev oftere end andre steder, og hvor Bruxelles havde formået at opnå denne status mellem det 13. og det 16. århundrede og bevare den. Charles V's rygte (1515-1555) er en afgørende periode i europæisk historie; han er en nøglefigur i forståelsen heraf — men med kritiske og globale konsekvenser. 1560'erne skulle have store konsekvenser i hele Europa, og disse historiske begivenheder fandt sted i Bruxelles.

Byeliterne spillede en vigtig rolle i Bruxelles "skæbne som udskriftens bopælsby. Da kongen havde brug for penge, appellerede han til de handlende, håndværkerne, dvs. byernes befolkning. Adellen med militærmagtens monopol udøvede pres for at opnå betaling, og i de fleste tilfælde forhandlede bidragyderne kraftigt om at betale så lidt som muligt. De handlende i Bruxelles havde en anden tilgang: de var villige til at betale mere, end de blev bedt om. Det er f.eks. dem, der finansierer Aula Magna/Great State Hall for Philip the Good — Duke of Burgundy i Coudenberg-paladset (1452-1460). Grunden hertil er, at beboerne i Bruxelles forventede økonomiske fordele ved at have retten i Bruxelles. I middelalderen var ingen dyrere end Bourgogne og hans domstol. For at fejre en traktat, en fødsel og en bryllup organiserede de sumpende partier, hvor pengene bogstaveligt talt blev smidt ud af dørene og vinduerne. Denne kundekreds kunne have råd til det mest prisløse produkt af tiden: guld- og sølvtråde. Bruxelles var ved at etablere sig som centrum for produktionen af denne luksustrakt. Samspillet mellem en frivillig investeringspolitik med henblik på at blive et kraftfuldt boligcenter, der er forbundet med luksusproduktion, var en succes for Bruxelles.

Hvis Bruxelles fik en vigtig politisk stilling og blev en by med en behagelig bopæl og derefter en hovedstad, var det ikke ved at påtvinge sig selv på konfrontatorisk vis. Der er ligheder mellem Burgundiernes ankomst til Bruxelles og EU-institutionernes ankomst. ligheder, der vedrører ånden i Bruxelles, som illustreres ved valget af symboler for byen. I den forbindelse er det interessant at sammenligne Antwerpen og Bruxelles for at forstå denne bymæssige ånd (Manneken-Pis for Bruxelles, en romersk soldat, der besejrede en kæmpe for Antwerpen).

Er der i dag en europæisk "boble" i Bruxelles?

Er der forskellige fællesskaber i Bruxelles, som bor uden kontakt eller interaktion med hinanden? Har dette Europæiske Fællesskab en følelse af at høre til Bruxelles? Hvad er forfatterens holdning til byen?

Grażyna Plebanek siger i sin nye "Illegal Liaison" med Eurocrats, at de har deres egen jargon, som om de boede i en anden verden. Der er ganske vist en Eurocrat Bubble i Bruxelles, men det er ikke den eneste. Der er også andre bobler relateret til nationalitet og/eller generationer.

F.eks. udgør det polske fællesskab i Bruxelles en boble i sig selv. de er kommet her for at arbejde, de vender tilbage til Polen efter nogen tid uden integration og har kun ringe kontakt med byen og dens indbyggere. Du har også boblen af anden eller tredje generation af indvandrere fra Marokko eller Congo. Disse har flere interaktioner med byen. Hvis vi ser på byens sociologi, kan vi konstatere, at dens områder ikke reelt er blandede. Initiativer fra visse kulturinstitutioner til fremme af lokalsamfundsmøder ved at være vært for kunstnere med forskellig baggrund (f.eks. KVS eller Theatre National) er særlig vigtige. Indtil videre er publikum fortsat for det meste belgiske, men tingene ændrer sig. I nogle kulturcentre som Pianofabriek i Saint Gilles er forskellige nationaliteter allerede blandede. Grażyna Plebanek har boet i Bruxelles i næsten 15 år. Michel Dufranne (RTBF) fortalte hende, at hun var en "zinneke", som på populært sprog betyder, at en person, der bor i Bruxelles, har flere kulturelle identiteter og værdsætter denne mangfoldighed af tilknytning. Udtrykket "zinneke" giver personen en "status". Man kan bo i og elske Bruxelles, men føler også samtidig polsk fra Warszawa. "Zinneke" er talrige i Bruxelles.

Roel Jacobs præciserer, at det etniske moderskab i Bruxelles er "ketje", og at den, der har rødder andre steder, er "zinneke". Disse to begreber er positive og udgør tilsammen et bysamfunds identitet. Byen skal interagere med omverdenen (vi importerer, omdanner og eksporterer). Dette er nationalismens antitesis. Byerne har længe været opmærksomme på dette; de skriver deres historie både indefra og udefra.

Dette er ikke en særegenhed ved Bruxelles: tag Antwerpen i det 16. århundrede. Den største printer i Antwerpen (og Antwerpen spillede en central rolle inden for trykning og oversættelse) var den franske printer Plantin. Den største spekulator i tiden, som fordoblede byen Antwerpen ved at skabe "Nieuwstraat", var fra Liège.

Et andet eksempel: de flamske primitives. Kunstneres vigtigste kendetegn ved de såkaldte "flamske primitives" er, at de heller hverken var primitive eller generelt flamske. Roger "de la Pasture" er fra Tournai, en fransk kongeby i dag. han flyttede til Bruxelles, fordi retten i Burgunden var der og skiftede navn til Vander Weyden. Hans samarbejdspartner eller elev kaldes Memling (som kommer fra Memlingen nær Mainz) hans portrætter er af retstal eller finansfolk, der arbejder for retten. Memling arbejdede derefter i Brugge, hvor han malede mange portrætter af italienske banker og handlende. I denne internationale og åbne kontekst efterlader vi de nationalistiske bemærkninger, og det er ikke nødvendigt at spørge, om disse mennesker talte fransk eller nederlandsk. Byer, hvis succes er baseret på deres åbenhed over for omverdenen, kan betragtes som europæiske knudepunkter.

Hvilken indvirkning har de europæiske institutioners og Eurocrats "tilstedeværelse på byen?

Er eurokraterne de "nye aristokrater"? At citere en af de besøgende i Huset for Europæisk Historie: Eurocrats "Bubble kan betragtes som elitist på grund af deres indkomst, som er meget højere end for de fleste andre indbyggere i Bruxelles — selv om EU-institutionerne også beskæftiger kontrahenter med en usikker status og indkomst. Chloé Deligne understreger, at sameksistensen i det samme område af samfund med en ulige fordeling af velstand skaber håndterbare spændinger. Efter en periode med entusiasme i 70'erne er tilstedeværelsen af europæiske institutioner i byen i 80'erne et nødvendigt onde.

Siden begyndelsen af dette århundrede har der været spændinger mellem denne meget høje befolkning (som ikke kan begrænses til Eurocrats alene) og andre befolkningsgrupper. Denne situation forstærker uretfærdigheden og modstanden. Og det rejser følgende spørgsmål: Bruxelles, Europas hovedstad, men for hvem? Hvem gavner mest?

Dynamikken i fast ejendom som følge af oprettelsen af EU-institutionerne og tilstrømningen af nye indbyggere fra alle lande bidrager til ekstreme spændinger, både sociale, finansielle og økonomiske. Disse spændinger skal tages i betragtning hurtigt for at undgå, at situationen forværres.

I hvilket omfang er Bruxelles i øjeblikket en "kunstnerisk hovedstad"?

Er Bruxelles en inspirerende by for kreativitet? Hvad repræsenterer kunstneres tilstedeværelse i en by? Hvad er en kunstnerisk hovedstad? Hvad repræsenterer denne tilstedeværelse af kunstnere for indbyggerne? Er der en dialog mellem dem? Denne dialog er et af Wiels "indsatsområder.

For Dirk Snauwaert har begrebet "hovedstad" ingen plads på det kulturelle og kunstneriske område. Nogle byer har større betydning for kunstnerisk skabelse eller udbredelse, men det er ikke et spørgsmål om funktioner, der er forbundet med en hovedstads funktioner. Med hensyn til kunstneres internationale tilstedeværelse i Bruxelles er eksemplerne hovedsagelig i det 19. og 20. århundrede: Bruxelles var værtsby for forfattere i eksil (f.eks. Karl Marx, Victor Hugo) eller for kolonier af kunstnere fra Nederlandene. "La Monnaie" -opera-huset er Wagnerisk, fordi Wagners repertoire er forbudt i Frankrig. Bruxelles havde også en periode med intens kunstnerisk frembringelse i slutningen af det 19./begyndelsen af det 20. århundrede, navnlig med Art Nouveau, som også kaldes løsrivelse internationalt.

På nuværende tidspunkt vedrører de særlige forhold, der gør sig gældende på skabelsesområdet i Bruxelles (og denne tendens er stigende), fagfolkenes opfindsomhed (forstået som dem, der har en kunstnerisk praksis, som erstatter ordet kunstner) og den tværfaglige karakter, som Bruxelles ubestrideligt er verdens centrum for. Dette fænomen begyndte for 30 år siden, og takket være "Kunstenfestivaldesarts" er disse tværfaglige initiativer blevet samlet. Wiels har i et dusin år haft et opholdsprogram, som ikke kun tager imod europæiske kunstnere i snæver institutionel forstand, men også i en mere åben og diaspisk forstand, fordi den kunstneriske praksis i sig selv er europæisk, uanset hvor den praktiserende læge kommer fra. Oprindeligt var der den flamske bølge i 80'erne, hvor kunstnere fra danseverdenen, nye medier, musik, teater, litteratur og film samlede og etablerede tværfaglige praksisser i Bruxelles (Anne Teresa de Keersmaeker, Wim Vandekeybus, Jan Fabre, Alain Platel...). Samtidig kom kunstnere, der var tiltrukket af udforskningen af nye transportformer og -områder, til Bruxelles og boede i sidste ende der. Dette blev muliggjort af de relativt lave omkostninger ved fast ejendom og tilgængeligheden af plads.

Kunstnere, der ikke længere kan leve i Amsterdam, Paris, London eller endda Berlin, udgør vores kunstneriske boble. Berlin er dog fortsat en stor by, hovedsagelig for Østeuropa, og Wien taler mere om det "tidligere Jugoslavien". Bruxelles henvender sig ikke specielt til nogen, men er en smeltepot.

Bruxelles bør dog gøre en større indsats for at konsolidere denne situation.

Gør opbygningen af Europa det ikke muligt at gå videre end begrebet "kapital"?

Grażyna Plebanek mener, at folk i denne tid med globalisering også har brug for lokale landmærker og symboler; hun ser ikke en anden europæisk by, der repræsenterer denne dimension af en kosjet by med en allerede meget international befolkning.

Dirk Snauwaert minder om, at Bruxelles oftest nævnes som EU-institutionernes hjemsted, men at det også er NATO's hjemsted.

Chloé Deligne bekræfter, at intet officielt dokument siger, at Bruxelles er Europas hovedstad. dette udtryk anvendes i almindelig sprogbrug i fortællingen. Der kan skelnes mellem begrebet "sæde" og "hovedstad" for at opfylde dette behov for symboler uden at falde ind under en reproduktion af nationalstaten.

Da den belgiske identitet og Bruxelles-identiteten er "lette" identiteter, måske kunne en tilgang være, at mangfoldighed bliver et grundlæggende element i denne identitet, foreslår Roel Jacobs. Denne tilgang er usædvanlig, fordi vi stadig indgår i de reflekser, som de nationale stater har udviklet.

Det ville under alle omstændigheder være uhensigtsmæssigt for Europa at handle som en ny nationalstat.