Ansvarsfraskrivelse
Dette er en maskinoversættelse foretaget af Europa-Kommissionens eTranslation-tjeneste for at hjælpe dig med at forstå denne side. Læs anvendelsesbetingelserne.
I slutningen af april havde jeg den ære at indtage en central plads i Europa-Parlamentets store mødesal for at holde åbningstalen om "Håb og historie" til EuroClios årlige konference.
Dette er en samling af historielærere fra hele Europa, der er samlet i partnerskab med Huset for Europæisk Historie, et museum i Bruxelles med det formål at holde et offentligt rum for Europas historie, der hele tiden udvikler sig.
Jeg valgte ikke at sutte nogen piller, spurgte de samlede lærere, hvor håbefulde de følte sig på dette tidspunkt, og kom med de svar, du kunne forvente.
Jeg har for nylig følt mig meget konfliktfyldt med hensyn til idéen om håb. Min ven Ece Temelkuran mener, at det er "for blødt et ord", og hævder, at vi lever i tider, "hvor vi måske er nødt til at handle, selv når der ikke er noget håb." Og i en vis forstand er jeg tilbøjelig til at være enig. Der er ikke længere håb om en blid, nem og stabil fremtid med alle de økologiske og politiske omvæltninger, der allerede er i gang, og som er sikre på at komme — men jeg er ikke sikker på, at mange mennesker virkelig "håber" på det alligevel.
Jeg argumenterede for, at det, vi kan håbe på, er at leve et meningsfyldt liv præget af klarhed, fantasi og handling — en opskrift på meningsfuldt håb, som jeg lånte af Rebecca Solnits "Hope In The Dark" for at strukturere min tale.
Hvis vi ser tydeligt, ser vi, at årsagen til vores kriser er den historie, vi er fanget i — ikke en grundlæggende og væsentlig fiasko for en uundgåeligt dårlig menneskehed.
Hvis vi tør forestille os det, leder vi efter og finder de steder og mennesker, der står over for indtil denne tid, og kræver, at det kollektive agentur sammen opbygger deres egne alternativer til vores svigtende systemer. På konferencen delte jeg historierne om Regen Melbourne, om Stavanger Future-panelet i Norge og om den polske ungdomsbevægelse crowdsourcing af en "Plan for Generations"...
Og hvis vi handler, kan vi alle følge deres eksempel og gøre det samme.
Jeg tror, at alle lærere spiller en central rolle i vores lokalsamfund med hensyn til at inspirere alle tre ting. Og historiens særlige rolle er måske at minde os om, at tingene ændrer sig, systemerne ændrer sig på virkelig grundlæggende måder — hvis og når vi går ind i klarhed, fantasi og handling.
Efter samtalen tog mine fantastiske værter Laurence Bragard og Guido Gerrichhauzen mig med til en kort rundvisning i Huset for Europæisk Historie. Mit yndlingssted på museet? Et display, der sammenstiller fascistisk litteratur og de europæiske drømmeres litteratur, begge fra 1930'erne. Det var en stærk afspejling af mit budskab, tror jeg: bevis for styrken af klarhed, fantasi og handling i mørke tider en kraftig påmindelse om, at Europas smukke drøm blev skabt i lyset af flammer og ikke i ro og ro.
Fremtiden bliver ikke let, og den bliver ikke ryddelig og kontrollerbar. Tingene vil blive meget rolige.
Men der kan være en stor skønhed og betydning i denne ømtålelighed. Og der kan være endnu mere på den anden side.
Det forhold, at vi ikke kan vide præcist, hvordan hvert trin på vejen vil se ud og føle sig, må ikke forhindre os i at begynde at gå den.
Jon Alexander er forfatter til de prisbelønnede borgere: Why The Key to Fixing Everything is All Of Us, medvært for podcasten How to Save Democracy, gæstestipendiat ved Ash Center for Democratic Governance and Innovation ved Harvard Kennedy School og medstifter af New Citizen Project.
Læs mere om Hope-manifestet, og download en kopi på op til 24 sprog.
