Håb i klasseværelset: lærere skriver Europas næste kapitel
Laurence og Guido fra museets læringsteam forklarer den kollektive skriveproces bag "Hopmanifestet".
Hopmanifestet blev lanceret den 27. maj 2026 på EuroClios 32. årlige konference: Historie og Hope — Læring for forandring arrangeret i samarbejde med Huset for Europæisk Historie. Den kan downloades fra denne webside.
Interviewet nedenfor blev gennemført af Missions Publiques — en europæisk organisation, der er specialiseret i borgerledede samtaleprocesser. Missionerne Publiques blev engageret til at udforme og fremme en deltagelsesbaseret proces under EuroClios årlige konference i 2026, hvilket gjorde det muligt for lærerne at medskrive den kollektive tekst "Hope Manifesto". Denne proces er skabt i tæt samarbejde med læringsteamet i Huset for Europæisk Historie og sikrer dets pædagogiske grundlag og tilpasning til konferencens uddannelsesmål.
Tjenesterejser Publiques (MP): Hvorfor valgte Huset for Europæisk Historie dette tidspunkt til at lancere Håbets manifest som led i konferencen?
Guido: For tre år siden indledte vi en omfattende evaluering i samarbejde med 1,000 lærere for at identificere, hvad der manglede i deres daglige praksis — om det var læringskløfter, mangel på materialer eller mangler i deres læseplaner. Da vi havde identificeret de vigtigste læringsbehov, begyndte vi at udvikle en digital værktøjskasse med ressourcer, som lærere kan bruge direkte i klasseværelset. Det blev også klart, at der var ved at blive dannet et fællesskab omkring dette arbejde. Lærerne ønskede at holde kontakten, bidrage til deres tankegang og arbejde tættere sammen med os. Det var det, der fik os til at afholde en stor konference, hvor de kunne mødes, udveksle bedste praksis og udforske nye tilgange til støtte for deres undervisning i de kommende år. Inden for rammerne af denne konference er Hopmanifestet et redskab til kollektiv refleksion — noget, som lærere kan fremme og integrere i deres praksis i de kommende år.
Laurence: Et af resultaterne af evalueringsrapporten var, at når vi spurgte lærerne, hvad der fungerede bedst med hensyn til at behandle emner som europæisk historie, europæisk integration, hukommelsens rolle eller multiperspektivitet (som alle er centrale for, hvad vi gør i Huset for Europæisk Historie), var en af de mest effektive tilgange, hvad vi kunne kalde "positiv historie". Det betyder ikke, at man skal undgå en vanskelig historie. Det betyder, at den skal tackles ud fra et konstruktivt perspektiv — empati, solidaritet, personlige kalendere og individuelle historier.
PARLAMENTSMEDLEM: Hvad synes du er mest spændende og måske også mest følsomt over for at arbejde med håb i Europa i dag?
Laurence: Præsentation af "positiv historie" handler ikke om overfladisk optimisme. det handler om at give folk en følelse af handlekraft. Det skaber også et fælles sprog og en fælles måde at inddrage yngre generationer på, som sætter dem i stand til at handle, forblive i spillet og forblive engagerede som borgere og forandringsagenter. Vi har vores egen evalueringsramme, men vi kan også forbinde den med den slags argumenter, som Rutger Bregman har udviklet: når vi konstant forudser katastrofer, risikerer vi at styrke håbløshed og manglende engagement. Dette er f.eks. tilfældet med klimaændringer. Når vi derimod fremhæver troværdige veje til forandring, vokser vores potentiale for indvirkning. For lærere er afsmitningseffekten særlig betydelig. En historielærer, der deltager i denne konference eller lærer om Håbets manifest, kan arbejde med 100-150 elever hvert år og have årtiers undervisning foran dem. Det er en enorm rækkevidde.
Guido: Vi lever i en noget kynisk og polariseret verden i dag. Jeg ser håb som noget, der kan modarbejde dette. I takt med at vi udarbejdede programmet for konferencen, så vi konkret på, hvordan vi kan give alle elementer en forhåbentlig forhåbning: talerne, hovednoterne, workshopperne næsten som medicin mod kynisme og polarisering.
PARLAMENTSMEDLEM: Dit konferenceprogram er meget ambitiøst med hensyn til at behandle komplekse emner, navnlig inden for undervisning og historie. Hvordan opbyggede du programmet, og hvordan integrerede du disse forskellige dimensioner?
Guido: Vi udvalgte talere og hovedbidragydere, som vi mente virkelig kunne bringe dette "håbets lægemiddel" i forgrunden. I forbindelse med workshopperne samarbejdede vi med EuroClio og iværksatte en indkaldelse af bidrag med en klar ramme, hvor vi inviterede lærere, organisationer og andre aktører, som også ser håb som en nyttig tilgang. Dette gjorde det til en ægte bottom-up-proces: vi dikterede ikke blot programmet. Vi har i alt ca. 40 workshopper, der udgør et forskelligartet sæt bidrag, som er i overensstemmelse med de søjler, vi definerede. Der er f.eks. et stærkt fokus på bekæmpelse af racisme, som er en af programmets centrale søjler, samt på demokrati og medborgerskabsværdier.
Laurence: Temaerne er centreret omkring multiperspektivitet, demokrati og europæiske værdier samt bekæmpelse af racisme, navnlig da vi åbner en midlertidig udstilling ("Postcolonial?"), som er en del af programmet. Disse temaer afspejles også i HistoriCall, Huset for Europæisk Histories digitale læringsplatform, som stiller brugsklare ressourcer til rådighed for lærere i hele Europa på 24 sprog. Inden for disse rammer lancerer vi to nye moduler på tidspunktet for konferencen: "Hvad er racisme?" og "tillid eller trash" med fokus på henholdsvis bekæmpelse af racisme og mediekendskab. I løbet af de fire dage indgår disse temaer i en bredere læringsrejse. Vi har også medtaget et kulturprogram, da arrangementet finder sted i Bruxelles, og mange lærere kommer fra udlandet. Det giver dem en værdifuld mulighed for bedre at forstå den belgiske kontekst, opdage andre museer i Bruxelles og besøge en række skoler.
Denne skjulte gem, lærernes passion, er det, vi forsøger at bringe til forgrunden.
PARLAMENTSMEDLEM: Hvorfor var medskabelse lige fra starten en så vigtig del af Hope-manifestet?
Guido: Vi har lært af vores erfaringer, at de mest nyttige ting, vi kan tilbyde, er: for det første undervisningsmateriale, som de kan bruge direkte, for det andet en konference, hvor de kan udveksle bedste praksis og for det tredje et manifest. Det ville hverken være hensigtsmæssigt eller rimeligt for os at antage, at vi er bedst i stand til at fastlægge indholdet af et sådant manifest, da vi i løbet af konferencens tre dage giver lærerne agenturet og platformen mulighed for at forme det kollektivt: for at finde ud af, hvad der betyder mest for dem. Vores rolle er derefter at lette og forbinde: at bidrage til at fremme dette manifest og sikre, at det når ud til de rette mennesker. Vi opfordrede et medlem af Kommissionen og formanden for CULT-udvalget til at modtage manifestet og besvare det.
Laurence: Det er også blot sådan, vi arbejder med formel læring. Når vi udvikler HistoriCall, vores digitale moduler, begynder vi med en front-end-evaluering, udvikler derefter en prototype, tester den med ca. 100 lærere fra 20 lande over to uger — og når ud til 1,000-1,500 elever — og debriefer derefter resultaterne. Denne kollektive refleksion er et sted, hvor du virkelig ser styrken i denne tilgang: stemmer fra nord, øst, vest, syd og Europas centrum mødes. Hopmanifestet er en forlængelse af dette og giver endnu mere plads og ejerskab til det tidspunkt, hvor den kollektive skabelse finder sted. Lærerne kan virkelig lide at arbejde sammen, værdsætter at blive stillet spørgsmål og er stolte af ejerskab.
Det er lærerne, der er i klasseværelset: de ved bedst, hvad der sker der. Vores rolle er at støtte dem.
PARLAMENTSMEDLEM: Hvad vil du gerne have deltagerne til at tage af denne oplevelse?
Laurence: Jeg håber, at de vil være stolte af det, de har skabt i fællesskab, og stolte over at have vist, at samarbejde i dette omfang er muligt på tværs af lande og sammenhænge. Lærerne bruger deres dage på at bede eleverne om at arbejde sammen. nu beder vi om det samme. Og i stedet for blot at lytte i løbet af en faglig udviklingsdag vil de selv skabe indholdet. Denne følelse af ejerskab er, hvad jeg håber, de vil tage med dem.
Guido: Jeg er enig heri. Jeg håber, at de virkelig tager håbet til sig: ikke som naiv optimisme, men som en modgift mod håbløshed. Alternativet til håb er håbløshed, og det er præcis, hvad vi skal undgå. For mig går håbet ind for kritisk refleksion, samarbejde og åbenhed over for forandringer og forbedringer. Hvis lærerne forlader denne konference med denne energi, vil denne følelse af engagement, og hvis manifestet bliver noget, de kan dele og bygge videre på, være en stor bedrift.