Debat om "Europas postkrigsperioder"

Vigtige datoer i historien: hvad er relevant?

Det er temmelig almindelig praksis at definere visse år eller endda dage som vendepunkter i historien, da mange bøger kan vidne. Det er temmelig populært blandt forlæggere, journalister og den brede offentlighed; det kan endda ses som en slags mode eller hype, navnlig i dag i forbindelse med "hukommelsesinflation". Det er næsten som historieforfatter at finde og pege på dette vigtige øjeblik, som han eller hun så kan skrive om. Og som Patel understregede: "Det vil afhænge af de spørgsmål, vi stiller, og hvilket vendepunkt vi vil se", hvilket åbner mange muligheder. Gennem en "tilegnelse", der er beskrevet af Pető, geninvesterer aktørerne i det, der kan kaldes "erindringspolitik", nyt indhold på visse datoer og giver dem en mening, der tjener deres ideologiske og politiske dagsorden.

Forfatterne til Europas Postwar Periods har forsøgt at gøre det helt anderledes, idet de arbejder med begrebet "periode" snarere end "øjeblik" og sammenligner tre forskellige. De fokuserede på efterkrigstiden (eller de såkaldte "sorties de guerre" på fransk) og ikke på krigstider, hvilket gav mulighed for en mere fleksibel ramme for fortolkning af begivenheder og processer, som Rousso forklarede: "Når du arbejder på en krigsperiode, har du en temmelig streng kronologi, når du arbejder på en efterkrigstid, ved du, hvor du begynder [men ikke præcis hvor du slutter." Efterkrigstidens perioder — noget andet historikere som Tony Judt, der allerede studerede tidligere, men i hans tilfælde kun fokuserede på 1945 — bliver så mere end vendepunkter: en efterkrigstid er et tidspunkt, hvor der opstår nye ting, som skaber betingelserne for en ny epoch i historien.

1989, begyndelsen på en ny æra?

Hvis den kolde krig faktisk var en krig, uanset hvor anderledes en krig var end første og anden verdenskrig, og hvis årene 1989-1 991 markerer afslutningen på den kolde krig, hvorfor så ikke betragte perioden efter 1989 som en efterkrigsperiode? Rousso forklarede, hvor interessant denne øvelse var, f.eks. når historikeren John Horne, en af forfatterne til bogen, anvender begrebet "demobilisering af sinderne", som han oprindeligt skabte for at beskrive mentaliteterne efter WWI, på perioden efter 1989.

Conway insisterede på, hvordan det at se på perioden efter 1 989 som en efterkrigstid bidrager til at give dem deres reelle betydning. 1989 var bestemt ikke "slutningen af historien", som nogle fremførte i begyndelsen af 1990'erne, det var ikke noget, der skete der i Central- og Østeuropa, da folk i Vesteuropa i vid udstrækning opfattede det på daværende tidspunkt. Det var et formativt øjeblik for hele Europa, også og måske især for Vesten. Og det kan meget vel have været begyndelsen på en ny æra, der er kendetegnet ved den nye centrale betydning af et (genforenet) Tyskland, (gen) oprettelsen af en hel række uafhængige nationalstater, fremkomsten af en kapitalistisk definition af Europa og marginaliseringen af Rusland i europæisk politik. Kan perioden efter 1989 betragtes som en særlig æra i europæisk historie, som måske ender med brexit?

Historien og nutiden

Et slående træk ved den bog, der har inspireret denne debat, er dens regressive tilgang til de tre efterkrigsperioder, som undertitlen "Skriverhistorie baglæns" viser. Denne tilgang er ikke en ny tilgang, som Rousso mindede om, og den kommer fra den franske historiker Marc Bloch, som forklarer, hvordan historikeren som en person, der bor i nutiden, uundgåeligt har et anakronistisk perspektiv på tidligere studier. At tage udgangspunkt i nutiden eller den seneste fortid, som forfatterne fra Europas Postwar Periods gjorde, bidrager til at undgå teleologiske tilgange og lineære synspunkter: omstødelse af rækkefølgen udfordrer, som Patel forklarede, kausaliteterne og rejser nye spørgsmål.

Spørgsmålet om forbindelsen mellem fortid og nutid antager en ny betydning i dag, sagde Pető i sit eget land Ungarn, men også i andre. I en situation med "mnemonisk krig" trues forskerens positionalitet af en interventionistisk stat, som under påberåbelse af en tilbagevenden til de faktiske omstændigheder har til hensigt at omdefinere, hvad humaniora, samfundsvidenskab og historie er. Hvad der står på spil for historikere og akademikere som helhed, advarede Pető, er fremtiden for videnskaben.

Om Europa

Hvilket europæisk perspektiv på historien, og navnlig med hensyn til perioden efter 1989, er i den forbindelse passende og passende i dag? Ifølge Conway kæmper Den Europæiske Union for at få en historisk oplyst historie om sin nutid, fordi den på en eller anden måde er fange af en fortælling, der har rod i det 20. århundrede. På en måde forklarede han, at det er mere frugtbart at se på Europas historie i det 19. århundrede for at forstå, hvad der skete efter 1989, og hvordan dette førte til, hvad Europa oplever i dag.  Der kan anvendes analogier mellem perioden 1848-1870 og perioden efter 1989, f.eks. mangedoblingen af (nye) nationalstater.

For Pető er det centrale spørgsmål legitimiteten, når man taler om et europæisk perspektiv på historien. Vedtagelse af et sådant perspektiv kræver, at man giver afkald på den skærpede holdning og anvender selvkritik; at overveje alternativer, udeladelser og andre stemmer, som der endnu ikke er taget hensyn til, og spørge, hvordan visse spørgsmål stilles eller ikke stilles, på grundlag af hvilken slags forhåbninger. Dette spørgsmål om legitimitet er særlig vigtigt i en tid, hvor det udfordres af en ny forståelse af betydningen af Europa og europæisk enhed.

Som Rousso understregede, kan man i dag f.eks. ikke længere skrive om Europas historie som historien om en politisk utopi som en bevægelse, der går i retning af en form for fremskridt, som i vid udstrækning er baseret på perioden efter 1945 ud fra den forudsætning, at Europa er blevet bygget for at undgå krig. Hvis man ser tilbage på den europæiske integrations historie, kan det være med til at undgå denne fælde: indtil slutningen af 70'erne, begyndelsen af firserne, var Det Europæiske Fællesskab af disse dage blot en af mange politiske muligheder og en temmelig usandsynlig løsning, som Patel forklarede: "en sen kollega på stadiet for det internationale samarbejde". Det var derfor ikke så afgørende for at skabe fred i Europa: efterkrigsbosættelsen blev i vid udstrækning afsluttet på det tidspunkt, hvor den europæiske integration begyndte. Det Europæiske Fællesskab spillede snarere en nøglerolle med mærkbare virkninger med hensyn til social fred senere, i 70'erne og 1980'erne, navnlig i forbindelse med udvidelsen mod syd, hvilket skabte forskellige former for overgang til demokrati.

Alle talere erkendte, at vi lever i vanskelige tider, står over for nye realiteter og bestemt destabiliserer dem, hvis du ser på debatten om Europa og selve det europæiske integrationsprojekt. Som museumsprofessionelle og akademikere, der beskæftiger sig med moderne europæisk historie og arbejder på at "europæisere" synspunkter om fortiden, er vi så lidt bagud, og lever vi for de seneste 10 år siden mere end i dag? Hvordan kan vi tale med mennesker, der har mistet deres måde at forstå Europa på, og dermed se det som overstået, som en realitet, der er ved at forsvinde?

Diskussionen viste, at hvis man kan argumentere for, at tiden efter 1 989 år i Europa udgør en særskilt historisk periode med sine egne karakteristika, er det nu nu, og at det hverken er tilstrækkeligt eller hensigtsmæssigt at forsøge at tænke på det 21. århundredes Europa analogt som blot et nyt kapitel i samme lærebog snarere end en helt ny lærebog.

Den livlige debat, der fandt sted i Huset for Europæisk Historie, rejste et nyt spørgsmål, der fortsat er åbent for debat: Er vi i dag i en periode før krigen eller i en efterkrigstid? Er vi endda i krigstid?