Den 1. juli 2020 var Huset for Europæisk Historie glade for at være vært for en onlineforelæsning fra en anerkendt historieprofessor og forfatter Timothy Snyder. Et publikum fra hele verden rettede sig til vores livestrøm for at deltage i denne virtuelle forelæsning. På baggrund af den nuværende covid-19-krise undersøgte professor Snyder, hvordan en postimperial historisk kontekst og debat i forskelligt omfang og på forskellige måder har påvirket USA's og Den Europæiske Unions reaktioner på pandemien.
Ifølge Timothy Snyder er udviklingskrisen i USA et forudsigeligt resultat af den nuværende regerings forsøg på at vende tilbage til en national stat. Dette ønske har haft så stor indvirkning på den retorik, der omgiver pandemien, at det har efterladt landet ude af stand til og uvillig til at reagere på krisen med passende foranstaltninger af frygt for, at dette kan bringe idéen om, at nationalstaten rent faktisk ikke er uden fejl, i fare. Professor Snyder, der insisterede på denne fejlløshed og beskylder andre nationer, er et fælles træk ved postimperial retorik.
Hvad angår den europæiske sag, understregede professor Snyder, hvordan nylige meningsmålinger viste, at et flertal af EU-borgerne er enige i, at Den Europæiske Union bør styrkes under de nuværende omstændigheder. Hvad er det om Den Europæiske Union, der gør det lettere for europæerne at håndtere en krise som covid-19-pandemien? Ifølge Snyder er det korte svar på dette spørgsmål, at Den Europæiske Union synes at være et bedre svar på spørgsmålet om, hvad der skal gøres efter empire. Han hævdede imidlertid også, at risikoen og problemet for Europa er "den kloge stats skæbne". At koble historien om, hvordan Den Europæiske Union kom til udtryk, til enkelheden "efter to verdenskrige var fred mere ønskelig, og derfor begyndte landene at samarbejde", er, til Snyder, dybt skadeligt — det er blot "endnu en national myte på et højere niveau". At insistere på, at det europæiske projekt stammer fra nationalstater, der har lært af historien og tidligere fejl, bringer det europæiske projekt i fare. Snyder hævder navnlig, at de lande, der grundlagde Den Europæiske Union på grund af deres tidligere tømmer, aldrig var nationalstater, men at historiens forløb tvang lande som Frankrig og Tyskland til at søge et økonomisk og politisk partnerskab efter at have mistet deres tømmer, hvilket i sidste ende banede vejen for den europæiske integration. I sine afsluttende argumenter vendte professor Snyder tilbage til sit udgangspunkt og hævdede, at fordi de europæiske lande valgte alliance over nationale ideologier og den isolation, der kan karakterisere en national stat, synes EU i det mindste midlertidigt at have en bedre kapacitet, når det drejer sig om at håndtere en krise som den nuværende pandemi.
Ved afslutningen af sin forelæsning besvarede professor Snyder nogle få spørgsmål fra publikum.
En seer bad professor Snyder om at give sit syn på østeuropæiske populister i år for en nationalstat. "Jeg tror, at det er en luksusposition", sagde Snyder og forklarede, at landene i EU til tider har tendens til at glemme, hvorfor de tiltrådte EU — for nogle østeuropæiske lande var det et valg mellem russisk imperialisme og integration, hvor mange lande valgte sidstnævnte af hensyn til velstand og sikkerhed. Timothy Snyder delte sin bekymring over den indvirkning, som populismen og dens bestræbelser på at forherlige visse perioder i den nationale fortid har på uddannelse og de langsigtede politiske konsekvenser.
Som reaktion på spørgsmål vedrørende Europas (post) imperialistiske historie sendte professor Snyder et stærkt budskab: "Gøre europæisk historie (...) mere kompliceret, men også mere omfattende og større ved at inddrage den imperiale del". Han brugte eksemplet Robert Schuman, en vigtig figur i den europæiske integrationshistorie, som også var udenrigsministeren i et krigsland (i Indochina) på det tidspunkt, hvor han fremsatte sin berømte erklæring.
For professor Snyder bør EU konfrontere virkeligheden i sit fundament: hvad skal der gøres efter empire? Dette indebærer, at der ses bort fra den grundlæggende mytes stolthed (krig aldrig igen), og at der tages fat på den smertefulde (kolonialisme). Så vil Europa måske i søgen efter en fortælling være i stand til at opbygge sig selv "en historie med en fremtid", der ser på det 21. århundredes udfordringer.