Kreativitet

Hest i blæst glas med dekorative elementer, der er spundet og bearbejdet med toner. Et stykke, der er skabt af en glasarbejder i dennes fritid.

Denne glashest er en arv fra blæselglasindustrien i Liège, som er internationalt anerkendt for sin ekspertise.

Ukendt.

I pause mellem fremstilling af ordrer vil glassblæsere praktisere med skrot af pate de verre glas. I stedet for at smide dem væk brugte de deres fantasi til at skabe glasgenstande, der kaldes "bousillé" -stykker som denne hest.

Materiale

Flerfarvet blæst glas og klart spundet glas

Dimension

15 × 6 × 20 cm

Opgørelsesnummer

5052740

Ophavsret

Provinsen Liège — museet for vallonsk liv

Status

Oplagret

Billedkredit

Provinsen Liège — museet for vallonsk liv

Mister Guttalin er en figurine, som Ettore Guatelli selv har udviklet ved at upcycle et brugt skocremerør. Den illustrerer den måde, hvorpå noget kan forfalskes fra intet. Et lille personligt "kunstværk" som dette kan i hænderne på ophavsmanden genoprette glæden ved at lave ting — ligesom børn plejede at gøre, når de ville moderere legetøj, tilbage, når junk tilbød endeløse muligheder og kunne blive det, uanset deres fantasi. Guatelli fortæller os, at det er her, det sjovt er: ved at lade sig inspirere af "skrot" og genopfinde opfindelsens glæde.

Gennem de genstande, han indsamlede til sit museum, udviklede Ettore Guatelli, museografer og lærer i grundskolen, en pædagogisk filosofi baseret på direkte observation af ting — en filosofi, som vi kan kalde "objektbaseret uddannelse". Guatelli ville i sine lektioner i grundskolen i Ozzano Taro eller i de mange konferencesamtaler, som han gav, — uden at realisere det — følge en tilgang svarende til den moderne metode, der er forbundet med pædagogikken i Bruno Munari og Maria Montessori, og sætte genstande i centrum for sin fortælling og bruge dem som prop til at illustrere værdien og betydningen af de historier, han fortæller.

I slutningen af 1990'erne blev Ettore Guatelli desværre syg og måtte gennemgå en kemoterapi, der begrænsede ham til hans soveværelse i en periode med rekonvalescens. Det var i denne periode, at kreationer som Mister Guttalin tog form sammen med alle de figurer, han lavede fra bits og kogeplader, der blev fundet i naturen eller omkring hjemmet, såsom knækker, valnøddekerner, knogler, småsten eller korkpropper. Guatelli fyldte hele skuffer, æsker og containere med disse små komponenter, og hans hænder med stykke for stykke bragte den masse af miniaturefolk, der nu kan findes på udstilling i legepladsen, til livet.

Guatellis håndlavede figurer (herunder Mister Guttalin) udstilles i legepladsen, hvor de er placeret og vist side om side på hylderne på væggen til højre. Legepladsen er en særlig del af museet, sandsynligvis fordi det er dette lokale, der fortæller historien om Guatellis forskningsmetode, hvor de besøgende med deres egne øjne ser, hvad Guatelli forsøgte at gøre: at indsamle genstande fra tider, der går gennem længere tid, til den fjerne fremtid. Her finder vi ikke kun figurer, men også andet legetøj — møller fremstillet af valnøddeskaller, opsamlingskøretøjer, carouseler og miniaturefly — alle fremstillet af børn, der ser på et simpelt stykke tråd og forestiller os en verden.

Materiale

Upcycling af et skocremerør

Dimension

Cm: Bredde 5 — højde 6 — grunddiameter 4

Ophavsret

@Ettore Guatelli Museum Foundation

Status

På skærmen

Billedkredit

Mauro Davoli

Ved grænsefladen mellem rummet, sig selv og dækket, skabes der en æstetisk oplevelse. Meningstilkendegivelsen er et spørgsmål om opfattelsen og smagen. Førstnævnte er genstand for teorien, sidstnævnte er noget, vi engagerer os i hver dag — vi kan enten lide eller forholde os til noget. Et blomstrende lag fremstillet af et dæk i en have kan ses som et uafhængigt forsøg på at løse problemet med problematisk teknologisk affald, mens det på et museum giver anledning til en debat om skabelsen af samlingen eller om uønsket kulturarv. Selv om det er muligt at genanvende et dæk, er det lettere at smide et dæk ind i en vejgrøft for at vokse der med de øvrige civilisationsfrugter: køleskabe, PET-flasker og plastposer. Dette er et tegn på vores rodfæstede objektificerende og serviceorienterede tilgang til naturen og på vores intellektuelle lazditet, der fritager os fra at være i et forhold til rummet. Det slippede løb giver også os mulighed for at reflektere over, hvad der er værd at indsamle, og hvordan vi taler om det?

I de fire hjørner af verden ses dæk, der er nedgravet i jorden som hegn eller i form af et blomsterleje, en hundeleje, en svingning eller en sandal. Genbrugsmetoderne er utallige, og brugernes kreativitet er ubegrænset. Vores gummiobjekt vedrører direkte skabelse og tapning af rummet og rejser som sådan spørgsmål om: grænserne for den private og den almindelige, den forringede og den almindelige, det formål og den ikke-genstand, der kan overses, og det, der er iøjnefaldende, samt oplysningsafdelingen mellem mennesker og natur.

Etnografiske museer i Polen søger efter identitet. De har mistet det med udhulingen af landdistrikternes og folkets kontekst. Et blomsterleje fremstillet af dæk fra en kirkemesse i en lille landsby kan fortolkes på flere måder: som et udtryk for miljøbevidsthed og -tænkning, som ikke var karakteristisk for den folkelige tankegang men også som et bidrag til diskussionen om, hvilken kulturarv der er tale om;

Den grundlæggende dimension, der forbinder genstanden med det bredere begreb affald i dette tilfælde, er genbrug og upcycling — genbrug og tilføjelse af en ny funktion til allerede eksisterende genstande. Som et rumligt tammende og æstetisk element tager det os med til at opleve verden og drøfte de værdier, der organiserer vores erfaringer. Kan affald have en ikke-økonomisk værdi?

Materiale

Maling, skæring, limning, bildæk

Dimension

Højde 65 cm Længde 80 cm Dybde ca. 30 cm

Opgørelsesnummer

PME 58041

Ophavsret

PME/NEM

Status

På skærmen

Billedkredit

Fotografi af Edward Koprowski

Det østrigske museum for Folk Life og Folk Art erhvervede arbejdet i midten af 2022. Wiens kunstner Sabine Wiedenhofer udtænkede og skabte dette værk i 2021 ud fra de tilbageværende genstande (breve, stearinlys, legetøj osv.), der spontant mindes om terrorangrebet den 2. november i distrikt 1 i Wien. På tidspunktet for det islamistiske angreb befandt kunstneren sig selv i de gader, hvor angrebet fandt sted, og fik tilflugt med sin familie i en café for at undslippe terroristens brand. I de efterfølgende dage besøgte hun ved flere lejligheder de steder, hvor angrebet fandt sted, og så, hvordan de genstande, der blev placeret til minde om ofrene, fortsatte med at vokse. Hun mente, at det var nødvendigt at omdanne disse genstande til permanente kunstværker.

Det islamistiske terrorangreb i den slående bycentrum i Wien den 2. november 2020 — umiddelbart før en ny nedlukning som følge af covid-19 begyndte — var et enormt chok, hvis konsekvenser stadig mærkes i dag. Indbyggerne i den østrigske hovedstad blev personligt og følelsesmæssigt berørt ligesom resten af den østrigske befolkning. Mange mennesker vidste eller vidste, hvem der havde været på steder, hvor terrorangrebet fandt sted. Denne genstand samler oplevelserne fra angrebet, de umiddelbare eftervirkninger og de individuelle og kollektive erindringer om begivenheden og fra landet som helhed samt de anvendte mekanismer til håndtering, med de andre steder i og uden for Europa, som har lidt under islamistisk terrorisme i de seneste år.

Genstandene er atypiske for det østrigske museum for Folk Life og Folk Art. Artikværkerne blev begavet til museet af kunstneren og galleriet, der udstiller hendes værker. Samlingerne på det østrigske museum for Folk Life og Folk Art indeholder hovedsagelig genstande, der er knyttet til dagligdags kultur og/eller folkekunst, og omfatter kun nogle få moderne kunstværker. På grund af angrebets særlige betydning for den kulturelle og kollektive erindring i Wien og Østrig som helhed besluttede det østrigske Folk Life and Folk Art at indarbejde disse genstande i samlingerne og bevare dem i Wien som ressourcer til yderligere undersøgelser.

Terrorangrebet og spontane historiehandlinger i Wien, såsom besøg på de steder, hvor angrebene fandt sted, anbringelse af breve, stearinlys, legetøj og lignende, har efterladt deres mærke. Ødelæggelsen af disse erindringsgenstande ville være blevet opfattet som et tegn på manglende respekt og skepsis ikke blot af kunstneren, men af den kommunale afdeling for affaldshåndtering. Spørgsmålet var, hvordan man skulle behandle disse særlige historiegenstande, som der ikke var nogen (permanent) plads til i det offentlige rum, og som derfor skulle "bortskaffes". Selv om de i første omgang blev fjernet og behandlet som "affald" af de relevante kommunale tjenester, kontaktede sidstnævnte efterfølgende kunstneren med hensyn til logistikken i forbindelse med håndteringen af disse genstande. Overførslen af disse genstande til det østrigske museum for Folk Life og Folk Art har skabt en institutionel og museumiseret ramme for dette udtryk for erindring og for processen med at håndtere og komme til udtryk i angrebet.

Materiale

Glas, aluminium

Dimension

Glas: 26x26; Aluminium: 37x37

Opgørelsesnummer

ÖMV/89.815/01,02

Ophavsret

© Volkskundemuseum Wien

Status

Oplagret

Billedkredit

© Christa Knott, Volkskundemuseum Wien © Claudia Peschel-Wacha, Volkskundemuseum Wien

Genstanden er en fashionerbar herrer, der længe har sløret skjort med forskellige logoer og mærker, som blev brugt i universitetet i Tartu af poet og forfatteren Karl Martin Sinijärv, som senere blev formand for den estiske Writers Union.

Digtet Karl Martin Sinijärv kunne ikke huske præcist, hvordan han fik denne skjorte: "Det skal have været en af de næsten sorte skjorter fra Sangar-shirtfabrikken, der blev solgt under navnet Casual Glam. På et tidspunkt i 1990'erne, mens jeg smidte endnu en beklædningsgenstand væk, følte jeg, at jeg var skyld i skyld, og jeg troede, at jeg i det mindste ville afskære det smukke mærke. Det følte sig som en silketing at gøre på daværende tidspunkt. Men derefter endte jeg med at fjerne etiketterne fra flere andre beklædningsgenstande, og idéen kom ind i min mening for at sye dem på denne sorte skjorte i stil med badges. Målet var at forherlige og sammensløre 1990'ernes penge og ønsket om en ny alder. Urve fortsatte med at sye etiketter på skjorten, hvilket førte til en betydelig indsamling i årenes løb. Skjorten gav endda anledning til at omdefinere en moderne videnskab: "Hvis et mærke betegner en ting, og det, der betegner mærket, men det, som mærket betegner, er faktisk en helt anden ting, der igen har sit eget mærke, og alt er lige så blandet op som en opadrettet skjort, så er det det, vi kalder semiotik." Meget typisk for universitetet Tartu. På et eller andet tidspunkt ændrede verden sig, og skjorteudslippet endte. Den forblev i kabinen i lang tid. Indtil 1990'erne var jeg blevet en del af historien, og min søn måtte finde tøj til et parti af 1990-stil i skolen. Det er sådan, skjorten fandt en ny bortforpagtning af livet under solen, som forhåbentlig kan fortsætte på dette museum ". Med stor interesse for modehistorien vil man kunne genkende nogle af de 1990-mærker, som nu er gået ind i den historiske genbrugsbeholder.

Visuelt materiale fra meget forskellige mærker er en fantastisk historie om den seneste tids forandringer i den europæiske tekstilindustri. om, hvilke mærker der var populære blandt unge hvilke designdesignere der anvendes og hvorfor nogle af mærkerne er forsvundet fra verdensmarkedet i både Øst- og Vesteuropa på grund af deres miljøaftryk; selv om denne særlige skjorte til mænd blev fremstillet af kvalitetsmateriale i Estland.

Hvert år tilrettelægger Estlands nationale museum i samarbejde med skoler og uddannelsesinstitutioner uddannelsesprogrammet "Time Travels" (Ajarännakud), og denne shirt gav en studerende fra Tallinns gymnasiale videnskabshøjskole mulighed for at opleve livet i 1990'erne, perioden efter Estlands generhvervelse af uafhængighed (samfund under omstilling, start af privat virksomhed, nye modetendenser osv.). Skjorten som genstand er blevet givet til Estlands nationalmuseum og vil styrke museets permanente udstilling Encounters.

På et eller andet tidspunkt ændrede verden sig, og skjorteudslippet endte. Skjorten havde opholdt sig i forældrenes krig i lang tid, indtil nostalgien i nyere historie igen gjorde 1990'erne populære, og denne beklædningsgenstand kunne anvendes hos et parti i 1990'erne.

De, der har stor interesse for modehistorien, vil kunne genkende mange af de populære mærker fra et par årtier siden, som nu er gået ind i historiens genbrugsbeholder.

Materiale

Bomuld

Dimension

Højde × bredde × Depth: 80 × 50 × 10 cm

Opgørelsesnummer

ERM A 1066: 6

Ophavsret

Estlands nationale museum

Status

Opbevaring/indsamling af tekstiler

Billedkredit

Estlands nationale museum

Denne artekendsgerning blev sandsynligvis fremstillet på en af Rumæniens glasblæsningsfabrikker, hvoraf der er mange i Transylvania, og to af de mest populære er i Pădurea Neagră og Tomești. Selv om glasblæsning er et erhverv, der kræver individuelle færdigheder og dexteritet, blev disse genstande sjældent underskrevet af deres skabere, som generelt tilhørte glaskooperativer eller -virksomheder. Under det kommunistiske styre blev disse forvaltet af et fysisk statsligt organ, der var udpeget til at fungere som eneste leverandør, og som glasblæsernes arbejde derfor var direkte knyttet til.

Selv om selve artefaktens oprindelse er uklar, ved vi, at glasvarer blev fremstillet i Transylvania fra begyndelsen af det 7. århundrede, hvor arbejdstagere blev bragt ind i Italien, og mere specifikt fra Murano. med tiden blev de ansat af tyske og slovakiske arbejdstagere. Senere åbnede Pădurea Neagră og Tomești glassværkerne i Transylvania. Halvvejs gennem kommunistiske tider ville glasfisk have vist sig i de fleste husholdninger i Rumænien. Det billede, at ældre i den nationale mytologi er, at sådanne fisk sidder ved siden af vævede doilier som dekorationer på katodestrålerør til fjernsyn. Nogle kilder nævner, at ca. 90-95 % af de fremstillede varer blev eksporteret til USA.

Genstanden er en del af en større samling, der doneres af den private donor Marius Cazan. Efter den revolution, der hærgede det kommunistiske styre i 1989, meddelte det nye museum for den rumænske Peasant, at det accepterede artefakter fra den brede offentlighed med henblik på at blive inkluderet i sine udstillinger og arkiver, hvilket understregede dets rolle med hensyn til at fremhæve dagligdags historie og Rumæniens seneste fortid. Mange af disse fisk kom i museets besiddelse til brug på udstillinger som Cei din lume fără nume ( 2012) og Muzeu3017 ( 2017).

Artefact er et fælles mål, som først for nylig blev vedtaget af museerne, og som skal være relevant i lyset af historiske begivenheder eller høj kultur. Det er ikke i sig selv en massefremstillet genstand, da en håndværkers færdigheder var nødvendige for fremstillingen. Det er mere end en indenlandsk genstand, da det afspejler ejerens livsstil og afspejler et bredt spektrum af sociale holdninger. Den omfatter det normale liv væk fra regimet, men viser også, hvordan almindelige genstande kan bidrage til at legitimere magten ved at blive ikoner for regimet. Under kommunisme gør dekorationer luksuriøse demokratiske og tilgængelige ved at give mulighed for at omdanne et hus til et hjem; i dag opfattes sådanne genstande ofte som kitch.

Materiale

Glasblæsning

Dimension

30.5 X 10 x 6 cm (L x W x H)

Opgørelsesnummer

C.Ob-0048

Ophavsret

Det nationale museum for den rumænske Peasant

Status

Oplagret

Vladimir Bulza/ophavsret NMPR

Billedkredit