Affald som en ressource

I perioden med statssocialisme, efterfulgt af afindustrialiseringen i 1990'erne, var fremstillingen af husholdningsartikler eller dekorative genstande på siden blevet en imponerende industri på arbejdspladsen i Reșița. Disse genstande blev betegnet som "DIY" af de lokale beboere, hvoraf de fleste arbejdede enten på stålværket eller i ingeniørvirksomheden.

Mariana, en tidligere lærer, ville bede sin mand, en tekniker på stålværket, om at lave visse genstande, som hun havde brug for eller ønskede, og som enten ikke kunne opnås eller var for dyrt. Han ville også overraske sin familie med gaver af sit eget design snarere end efterligninger af masseproducerede genstande. Hun minder om konkurrencen om de bedste "gør-det-ting" -genstande, som ofte vil blive en kilde til fjendskab mellem familier.

Stoffer og tøj påvirker miljøet i hele deres livscyklus. Filmen fortæller om fast modebranchens indvirkning på miljøet: hvordan det materiale, der indsamles fra bomuldsmarken, går gennem produktionscyklussen, hvordan kraze af overforbrug får folk til at bringe mere tøj fra detailforretninger hjem, end de nogensinde kunne have brug for i deres levetid, hvilket vil rejse til et lager og ofte ender som deponeringsaffald. Hvad sker der nu? Interviewene bidrager til at forstå mulighederne for genbrug af materialer til tekstilaffald fra fremstilling og drøfte bæredygtigt design, intelligente løsninger og værdier. I interviewene kommer eksperterne med kommentarer fra en etnolog, en designer og en ophavsmand til idéer om "spor til tendenser". Det installationsmiljø, der anvendes i filmen, blev skabt med skoleelever i museets deltagelseshal/DIY Gallery, hvor de unge analyserede, hvad der er et økologisk fodaftryk, forsyningskæden, bæredygtig affaldshåndtering og den mulige nye tekstilstrategi for Europa.

Peter Verblač hentede inspiration fra de skandinaviske byer og placerede tøj på en række gader i Celje med et tegn på "Fra krigshovedet til gaden", hvor folk blev opfordret til at medbringe tøj, som de ikke længere havde brug for, og til at tage det, de ønskede. Denne offentlige udveksling betød, at folk kunne blive i besiddelse af passende tøj, selv om de ikke kunne købe det; enhver, der er bekymret over de miljøproblemer, der er forbundet med nyt tøj, kan udveksle deres gamle tøj; og enhver, der blot ønskede et nyt tøj, kunne komme med og hente noget op. Videoen viser, hvordan gadeudvekslingsinitiativet opstod, og hvordan det blev modtaget af befolkningen i Celje.

I sommeren 1990 overtog Mutoid Waste Company, en gruppe af skulptorer og udøvende kunstnere, der er grundlagt af Joe Rush og Robin Cooke i Shepherd Bush-distriktet i London, besættelse af et forladt stenbrud i udkanten af Santarcangelo di Romagna (Rimini, Emilia Romagna, Italien). Siden da har Mutonia (da de kom til at henvise til deres leve- og arbejdsområde) været et fællesskab af kreative produkter, der producerer kunst af affaldsindustrimaterialer. Mutonia er af de italienske myndigheder blevet anerkendt som en "kunstnerisk park", og indbyggerne i Mutonia modtager ofte besøgende fra hele Europa, som kommer for at marve i deres kreativitet og engagement. I Mutonia bliver affaldsmateriale inspirationen til et projekt, hvor lokalsamfundet samler sin kreativitet til gavn for Mutoidfamilien og beboerne i naboområder, som ofte organiserer arrangementer for at fejre deres frembringelser.

Medlemmerne af dette samfund føler en stærk forbindelse til den historiske økonomiske og sociale struktur i landdistrikterne hos befolkningen i Santarcangelo, som helt sikkert også vidste, hvordan man værdsætter affald, hvilket de så som en mulighed for at forbedre ikke blot deres tekniske færdigheder, men også deres livskvalitet. Derfor har Ettore Guatelli-museet, der ligger i samme region, ca. 200 km nordvest for Mutonia, altid anset dette fællesskab af kunstneres arbejde for at være foreneligt med det arbejde, der udføres af Ettore og af dem, der har gengivet artefakterne i sin samling.

Hovedmanden bag denne historie er Kagnedjatou Joachim Silue, en kunstner født i Abidjan (Elfenbenskysten), som har boet i Italien i de seneste tre årtier. Hans frembringelser er rodfæstet i observation, respekt og kunstnerisk "fortolkning" af de "personligheder" af genstande, der findes omkring de gader i byen, han roterer, og i hvis forsømte former han ser potentialet til at give lige så forsømte lektioner, som er vigtige for menneskeheden.

I sommeren 2021 besøgte Joachim Ettore Guatelli-museet for første gang for at deltage i udstillingen "Visioni dall'Infra-ordinario, TTT Tempo Terra Trame di vita". Han følte sig umiddelbart beslægtet med Ettores arbejde på grund af Ettores fokus på marginale, nederste og truede mennesker og samfund, som begge så de kunne tage ved lære — erfaringer for vores samfund, der er rige gennem industrialisering, bliver fattigere med hensyn til deres evne til selvstændig skabelse.

Joachims talent og tekniske fremfærd giver forladte genstande en stemme, der omdanner dem til broer, der giver os adgang til ressourcer fra verdener, som vi knap nok kan udstille, og bringer os tættere på de mennesker, som vi knap nok genkender.

Guatellimuseet fortæller en historie gennem omhyggeligt indrettede genstande, der forbinder vægge og lofter. Udstillingen er resultatet af ca. 60 års indsamling og løbende opdatering af en grundskolelærer fra provinsen Parma: Ettore Guatelli. Omkring 1950'erne begyndte Guatelli at udforske lagre for samlere i Appenninerne. Først gik han blot for at browse, men derefter for at sælge og senere for at bjærge møbler, genstande og redskaber fra gårde og håndværkeres værksteder — genstande, der i disse år gik tabt som følge af modernisering. De genstande, som han restituerede og udstillede, var ikke sjældne eller værdifulde genstande, som findes på mange traditionelle museer, men dagligvarer, som indtil nu stadig bærer sporene fra de mennesker, der brugte dem dagligt, refashionerede dem og frygtede dem, indtil de blev forlængelser af sig selv. Guatellimuseet viser derfor solide genstande og spontan nydesign. Denne historie, som nogle af dem, der er tættest på ham, og som nu rejser på museet, har bragt til livs, er ikke en af nostalgier; tværtimod, og navnlig i betragtning af museets grønne anskuelse, fortæller det om ønsket om at bringe erindring og kreativitet til den moderne verden.

"" Samoróbki "er genstande, der fremstilles af landbrugere til brug på bedriften" ". Disse genstande indeholder elementer af slidte genstande, værktøj eller maskiner. De genindfører beskadigede genstande eller deres komponenter i cirkulationen. I landskabet var ingeniørmæssig og teknisk kreativitet en meget efterspurgt færdighed, især fordi kulturen i det polske landskab i det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede var baseret på idéen om selvforsyning. Hjemmefremstillede emner er nu en reaktion på aktuelle økologiske udfordringer og et vigtigt bidrag til drøftelsen om genstande, der anvendes til anden brug, som er af stor betydning for os alle på dette historiske tidspunkt.

Den stemme, vi hører, er kunstneren Michelangelo Pistolettos, nytænkning af kasserede materialer og nytteløse genstande — der blev skabt for at være affald — og fortæller, hvordan han genbruger dem.

Inspireret af den måde, hvorpå naturen forarbejder organisk og naturligt affald, kan kunstnere forarbejde og regenerere almindelige materialer ved at omdanne dem til et ædel element i et kunstværk.

Det er en chance for at se noget overraskende i den almindelige væsentlighed, men også for at se, hvad kunst kan gøre og skal sige i lyset af den nuværende affaldskrise.