Lili Sohn — Kvinders rettigheder og kvinders kroppe

Europas historie i det 20. og 21. århundrede har opvist fremskridt med hensyn til kvinders ret til at bestemme over deres krop og deres seksualitet. Ikke desto mindre er der stadig alvorlige hindringer for udøvelsen af disse rettigheder. Går vi baglæns? Hvilke udfordringer er der i dag, hvilke løsninger kan man forestille sig, og hvilke forhåbninger er der grund til?

For mig er retten til abort et godt globalt termometer for kvinders ret til at bestemme over deres egne kroppe.

Ud fra denne synsvinkel er det interessant, at der i Frankrig i august 2020 blev fremsat et lovforslag om forlængelse af den lovbestemte frist fra den 12. til den 14. graviditetsuge. Loven blev vedtaget af den franske Nationalforsamling, men forkastet i det franske Senat og endelig vedtaget i begyndelsen af 2022 efter en meget ophedet debat.

Det er lovligt, men det er stadig et emne til debat!

Det er mit indtryk, at viljen til atter at fokusere på beslutninger, der vedrører vores kroppe: prævention, abort, fødsel, menstruation, overgangsalder, masturbation, seksualitet... rækker ud over den militante ramme og virkelig bevæger sig ind i den personlige og familiemæssige sfære. Det kan jeg se ud fra alle de bøger, dokumentarprogrammer og Instagram-konti, der myldrer frem.

Der er stadig mange politiske, medicinske og farmaceutiske hindringer... men feminismen trænger langsomt ind på alle emneområder, og det er virkelig opmuntrende at se!

I dit grafiske arbejde har kvindekroppen (bryster, vagina osv.) tilsyneladende en central placering. Hvilke reaktioner fremkalder dette hos dine læsere? Og hos de personer, der deltager i de workshopper, som du afholder? Er der f.eks. forskellige reaktioner fra forskellige generationer?

I forbindelse med min kræftsygdom blev jeg klar over, at jeg ikke kendte min krop. Og jeg opdagede også, at der blev truffet mange beslutninger uden mit vidende, og uden at jeg fik nogen forklaring.

Det var på denne måde, at jeg blev klar over, at det krævede viden at tage kontrol over min egen krop. Og det var den eneste vej frem for at genvinde den kontrol, som retteligt tilhørte mig, og slippe væk fra lægernes infantilisering af mig.

Jeg mødtes med læger, jordemødre og foreninger og stillede masser af spørgsmål. Derefter tegnede jeg vagina, uterus, klitoris, Bartholin-kirtlerne, det svampede væv omkring urinrøret og Skene-kirtlerne... Jeg visualiserede, hvordan alt dette interagerede og blev integreret ind i min krop (selv om der er forskel på at lave tegninger af et hus og at bo i det).

Jeg delte alt dette via en tegneseriebog og via RS (det foregik for over 5 år siden, og dette var mindre udbredt end i dag, hvor vi ser flere billeder af klitoris og vulva), og jeg fik masser af feedback.

Mit publikum er meget bredt: fra teenagere til ældre kvinder. Og disse emner vækker stadig masser af forlegenhed. Det er grunden til, at jeg bruger humor og tegninger, fordi jeg får mulighed for at være mindre direkte.)

Jeg har bemærket, især på IRL-konferencer, at når først isen er brudt, er alle meget interesserede, og de ønsker (og har brug for) at tale om disse intime emner. 

Min tegneseriebog om vaginatonic er over 5 år gammel, og jeg får stadig mange breve, der fortæller mig, hvor godt det føles.