Grundlæggende rettigheder under nedlukningen
Hvordan har europæerne forsvaret deres grundlæggende rettigheder under covid-19-nedlukningen?
Ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og retten til fri bevægelighed er grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i den europæiske menneskerettighedskonvention. De nødforanstaltninger, der er truffet i europæiske lande for at dæmme op for spredningen af corona-virusset, har skabt flere bivirkninger, herunder en begrænsning af disse grundlæggende rettigheder. Kritikere har endda hævdet, at nogle stater har benyttet sig af nødsituationen til at fremme tvivlsom lovgivning, der ikke har noget at gøre med bekæmpelsen af covid-19. Europæerne har imidlertid vist, at de er villige til at forsvare disse rettigheder, når ekstraordinære situationer afslører de demokratiske samfunds sårbarheder.
I de første uger af nedlukningen i hele Europa skabte den græsk-østrigske kunstner Anna Vasof en keramisk hånd som maske for at antyde den kvælning — både reel og metaforisk — der blev skabt af pandemien. "En af de mest almindelige virkninger af covid-19-sygdommen er åndenød og problemer med vejrtrækningen, men denne sygdom forårsagede også kvælning i mange andre aspekter af livet", skriver Anna Vasof om sit kunstværk.
"Det er en kendsgerning, at mange forfatningsmæssigt garanterede menneskerettigheder blev afskaffet i mange europæiske lande under coronakrisen, og dette førte til social kvælning for tusindvis af borgere. Under karantænen var mange mennesker og især kvinder nødt til at opholde sig i flere måneder i eksplosive små lejligheder og tage sig af fysiske, men overvejende mentalt krænkende familiemedlemmer, og for at overleve måtte de holde sig stille. På offentlige steder blev operationsmasker symboler på social afstandtagen, en dystopisk situation, der primært beskriver frygten for at komme tæt på andre personer."
Sorte paraplyer
Årsagerne til at demonstrere er ikke faldet under nedlukningen. Nogle demonstrationer blev udsat, andre var netop udløst af nødforanstaltningerne. Men hvordan protesterer folk, når store forsamlinger er forbudt, og offentlige rum er lukket? Friheden til at demonstrere udspringer af forsamlings- og ytringsfriheden og er derfor også en grundlæggende rettighed.
I april 2020 skulle der stemmes om en lov om at forbyde abort og seksualundervisning i Polen. De sorte paraplyer, der var blevet et symbol på kampen for at beskytte kvinders rettigheder i Polen, kunne ikke tages med til demonstrationer. Magda Górecka stillede sig sammen med andre demonstranter i Szczecin i kø i et supermarked, som var det eneste offentlige sted, hvor det var tilladt for flere mennesker at samles på én gang. Andre demonstranter hængte sorte paraplyer og plakater op på balkoner og i vinduer. Afstemningen om antiabortloven blev til sidst udsat.
Paraplyen er ikke et tilfældigt valg for kvinder i Polen, men en historisk påmindelse om den lange historie om kampen for kvinders rettigheder. I 1918 bankede polske stemmeretsforkæmpere deres paraplyer mod fortovet foran statschef Józef Piłsudskis residens og krævede deres ret til at stemme.
En fortælling om to byer. Pandemiens grænser
Den frie bevægelighed led et hårdt slag under nedlukningen. Glemte grænser blev genindført, og mange europæere blev adskilt fra deres familier. Indbyggerne i grænsebyer reagerede med kreativitet, kunstværker og stille protester mod denne begrænsning af bevægelsesfriheden.
En forsker ved Konstanz Universitet, Gruia Bădescu, dokumenterede den nye virkelighed i en by, der levede med den nye grænse:
"I midten af marts 2020 forekom der et metalhegn, der adskilte det grønne åbne rum ved siden af den tyske by Konstanz og Swiss Kreuzlingen. Det tyske forbundspoliti opførte det som led i den landsdækkende politik med lukning af grænser. Dette kom som en overraskelse for borgerne i den integrerede byregion Konstanz-Kreuzlingen. Par, familier og venner blev pludselig adskilt og mødtes ved det nye grænsehegn for at se hinanden. Det var ikke ualmindeligt at se par, der holdt hinanden i hånden over hegnet ", forklarede Gruia Bădescu os.
"Kreuzlingens byråd besluttede i begyndelsen af april at opføre endnu et hegn for at forhindre folk i at røre ved hinanden. Afstanden mellem de to hegn svarede til reglerne om fysisk afstand."
Snart begyndte der stille protester mod lukningen af grænsen. De opfordrede alle, der blev ramt, eller som ønskede at deltage i solidariteten, til at tænke over noget, de kan bidrage med til hegnet: et foto, et brev, en lås eller noget andet kreativt. Opfordringen gik ud på "Kun positive punkter". Ingen provokationer og intet affald ".
Familier arrangerede picnicer på hver side af hegnet, og der dukkede plakater op på hegnet. På en af dem stod der, at "Hverken ødelagte familier eller nationalisme har standset en pandemi. Hegnet bør fjernes ". En anden plakat gjorde opmærksom på, at" Et nyligt gift par sørger over, at deres ægteskab efter 25 dage blev offer for dette hegn ".
Den 15. maj blev hegnet endelig taget ned.
Som disse eksempler har vist, fandt europæerne kreative veje til at udfordre begrænsningerne i deres grundlæggende rettigheder under nedlukningen og opfandt stadig nye måder at blive hørt på.
Billede: Håndmaske af Anna Vasof, 2020
